Politisk observans: Uoplyst enevælde
Religiøs observans: Gud ser alt og straffer hårdt
Sexuel observans: Det dér sex - det ku da være meget sjovt at prøve en dag...

Klaus K er Danser med Drenges kapelmester og bassist. En meget dominerende type, som taler - meget! Han har kun mødt sin overmand én gang, nemlig da han mødte filminstruktøren Søren Fauli. Kjellerup er en dygtig og ambitiøs fyr, som siden sin barndom har kæmpet for at få sine forældres opmærksomhed, hvilket var meget besværligt, fordi han som den førstefødte dreng i en større søskendeflok af hel-, halv- og kvartbrødre- og søstre hurtigt blev overladt til sig selv og sit eget initiativ.

Forældrene mente, at lille Klaus skulle ind i sin fars gamle familiefirma, rederiet C.K.Hansen, og Klaus blev derfor sat i de fineste skoler, Krebs' Skole og Sorø Akademi, hvor han imidlertid ikke klarede sig særlig godt. Derfor udviklede han som modtræk oprørstendenser og had imod alle systemer, autoriteter og folk, der mener, at "rigtige" ting findes, og at de skal gøres på en "rigtig" måde. Med andre ord: En fuldstændig normal barnlig pubertets-reaktion.

Problemet for Klaus (og for os andre) er imidlertid, at han i modsætning til de fleste andre mennesker desværre ikke har været i stand til at komme ud puberteten og sin barnlige måde at være på. Dette har givet sig udslag i mange underholdende optrin, f.eks. når han slås med sin søn, Karl (siden Karl var 5 år gammel), om hvem af dem der skal tænde for TV-apparatet, når de skal se Bamse og Kylling. Eller når han sparker en ældre dame i røven, som har sprunget ham over i køen foran kasseapparatet i ISO-supermarkedet.

Klaus har ellers al mulig grund til at være tilfreds med sit liv - han har en dejlig familie med en smuk yngre kone, skuespillerinden Wencke Barfoed, og to dejlige børn, Karl & Anna - de bor et dejligt sted og har penge nok - han har endvidere haft stor succes som både sangskriver, producer, journalist og børsspekulant. Han har endda et fedt orkester, som han får lov til at bestemme næsten alting over - men alligevel er han ikke tilfreds. Derfor er Klaus altid lidt sur - for ikke at sige meget sur. Det fyger med anklager om uretfærdigheder imod hans person, og med sagsanlæg imod hele verden ved mange retsinstanser. Ingen sag er for lille for Klaus til at blive blæst op til at være en verdens-skandale.

Men Klaus bryder sig ikke om dette image. Han er ikke sin egen type. Så derfor prøver han ind imellem - med ganske stort talent - at spille glad dreng, som synes at livet er herligt. Men tag ikke fejl: Dette foregår meget imod hans vilje. Alligevel kan mange, der ikke kender ham godt blive snydt og tro, at der er tale om en umiddelbar og givende person. Men sådan er han ikke! Han kunne aldrig finde på at give nogetsomhelst fra sig uden at kræve at få det dobbelte igen - undtagen overfor folk, der hedder Arne, som han altid bliver helt blød overfor og vil give alt hvad han ejer, hvis de beder om det. Her har Klaus en interessant freudiansk brist, som stammer fra hans forhold til daværende rektor på kostskolen Sorø Akademi, Arne Østergaard - som blev kaldt for Sorte Arne og Flygelet, (han gik med stok - og for eleverne lå flygel-associationen lige for, da han havde 3 ben og af politisk observans var sort). 

Til andre af Klaus' særheder hører, at han hiver filteret af cigaretterne, inden han ryger dem, samt at han nægter at sætte sin ben i et offentligt transportmiddel af politiske årsager. Klaus tager det som en ære, hvis folk i musikbranchen kalder Danser med Drenge for "Svanser for penge", men han bliver til gengæld rasende, hvis nogen roser hans musik, for han hader at rødme.

Yndlingsreplikker:

"Må jeg være fri!"
"Nåh, men du må videre"
"... og husk bilag!"

Klaus skriver lidt om sig selv:

"Hvorfor er det så svært at være et menneske? Hvorfor er livet en skandale? Hvorfor er det umuligt at have det sjovt mere end 12 sekunder og 7 frames ad gangen? Hver gang man f.eks. lige har fået en ny dejlig kæreste, kan man være sikker på, at det næste man hører er, at rengøringshjælpen har skudt sig. Og hvis man endelig en dag oplever lidt medgang i sit erhverv - et lille anerkendende nik fra én man respekterer - så kan man være sikker på, at man minuttet efter får tandpine.
I mit næste liv - altså ikke det førstkommende. Der skal jeg være konge, men i livet efter det næste - der vil jeg være en gensplejset bæver." 

(senest opdateret 2001)