FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:21-04-2009 19:35:34
Afsender:Erik
Email:erik_boklund@hotmail.com
Emne:Du er forkert på den...
Tekst:... når du ikke kan se hvorfor det skulle være forbudt at udlede et stof, som det ikke er bevist er uskadeligt (jeg synes forresten at kunne huske en sang fra mine teenage-år ved navn "Vi kan ikke leve alene", men jeg skal nok lade være at drille). For det er sådan det reelt forholder sig: Ligesom det ikke er bevist, at passiv rygning er skadeligt, er det heller ikke bevist, at det er uskadeligt. Vi ved det med andre ord ikke. Selvom videnskaben ikke kan bevise alt, er det karakteristiske ved netop videnskabelige undersøgelser, at man ved hvor man skal lede. Og der er flere ting i forskningen, der peger mod påstanden om skadelighed omkring passiv rygning end det modsatte. Du udleder at siden det ikke er endegyldigt bevist, at passiv rygning er farligt, så er det dermed ufarligt. Men ikke desto mindre - og det synes jeg at du ignorerer - er der læssevis af undersøgelser, der påviser en sammenhæng mellem passiv rygning og en række sygdomme. Der eksisterer med andre ord en bred videnskabelig konsensus omkring, at der er en sammenhæng, selvom der ind imellem popper en enkelt læge op, der siger at det endnu ikke er bevist. Vi har heller ikke haft en sonde inde i Jordens midte, men alligevel er der også bred videnskabelig konsensus om hvordan der ser ud derinde. Så lad mig spørge dig: Hvorfor løbe risikoen at udsætte ikke-rygere for røg, når vi nu ikke ved om det er skadeligt eller ej, men har en mistanke om at det er? Med mindre du da kan føre bevis for, at det ikke er skadeligt for andre? (Og det kan du ikke). Vi rygere kender jo den risiko vi udsætter os selv for, men er det rimeligt at løbe den risiko på sine medmenneskers vegne, når vi nu ikke VED at passiv rygning er uskadeligt?

Hvad helligheden angår, så er vi enige. Ikke-rygere skal holde deres kæft med at moralisere. Der er jo heller ikke nogen med social fingerspidsfornemmelse, der prædiker overfor tykke eller anoreksiramte mennesker. Pas jer selv, ikke-ryger-moralister!

Der bliver i øvrigt vist masser af hensyn til rygere. Man kunne jo forbyde skidtet helt, men gør det ikke - fordi man respekterer at vi rygere selv må bestemme om vi vil ryge eller ej, og vi har størstedelen af planeten at udfolde os på i den henseende - oven i købet under guds blå himmel. Blå himmel og Blå Cecil er en genial kombination! Vi skal bare ikke gøre det på hvad der kan betegnes som arbejdspladser, og det har jeg altså svært ved at se som et problem. I øvrigt er der en lang række steder i vores dagligliv, hvor man ikke har måtte ryge i mange, mange år... hos lægen, alle steder der sælger ferskvarer, på tankstationen, i busserne.... jeg kunne nævne mange flere. Nu er fænomenet bare blevet udvidet til at omfatte alle arbejdspladser. Jeg havde det sådan set fint nok før i tiden med, at slagteren ikke stod og røg ned i min medister. Nu står bartenderen så heller ikke og ryger ned i min Classic. Hurra for det!

Mht. hvad der er postet af milliarder i oplysning om passiv rygning, er det vel ikke noget at regne imod hvad der er postet af milliarder i reklame og markedsføring for tobaksrygningens fortræffeligheder og hvordan den gør en mer' cool, af Phillip Morris, R. J. Reynolds, Skandinavisk Tobakskompagni, Alfred Nobel og hvad de i øvrigt ellers hedder allesammen. Begrænsning af tobaksreklamer er nemlig et meget nyt fænomen. Hvad er din pointe? At man ikke må bruge penge på oplysning, men gerne på reklamer, der typisk appellerer til følelser fremfor fornuft?

Hvad underkastelse angår, er der her tale om et kapitel helt for sig selv. Underkastelse, som du kalder det, er nemlig et grundlæggende vilkår i samfundsdannelse, og du og jeg underkaster os konstant på daglig basis. Man må ikke køre hurtigere end en bestemt hastighed på vejene, og man må slet ikke køre, hvis man har fået 2-3 øl, eller ikke har førerbevis. Man må ikke pille ved el-installationer uden autorisation, og man må ikke revse sine børn. Man må ikke bevæbne sig. Alt dette accepterer vi - kald du det bare underkastelse. Og her er ikke tale om hensyn, der går begge veje. Der tages hensyn til bløde trafikanter, og ikke til fartdjævle - de er henvist til lukkede baner, ligesom vi rygere nu henvises til at udøve vore laster i ikke-offentlige rum. Der tages heller ikke hensyn til den nok så dygtige gør-det-selv-mand, der gerne vil lave sine egne el-installationer, men ikke må. Og så videre. Hensyn går ikke altid begge veje, og det er sådan set fint. Måske kunne vi rygere vise os som de store og mentalt ressourcestærke, der siger "Jaja da - siden det nu betyder så meget for jer ikke-rygere, så går vi da udenfor, og så ikke mer' om det - vi behøver ikke partout et hensyn den anden vej". Eller er det bare en utopisk og hippie-agtig tankegang? :)

Mht. koblingen fra rygeloven til den generelle samfundsudvikling synes jeg, at du er noget højtflyvende - her er det nok snarere den siddende regering, der har fjernet håbet og humøret hos folk med helt andre tiltag end rygeloven - her kunne i flæng nævnes frigivelse af andelskronen med et håbløst boligmarked som følge, rødvinsreform, 24-års regel og Irak-krig uden FN-mandat. Skal vi ikke kalde tingene ved deres rette navn i stedet?

At du påtager dig et martyrium ved at være ryger, og synes at du er blevet et paria og tilhører underklassen er dit valg, men jeg tror bare at du tager fejl. Jeg tror ikke at rygere er en ny underklasse, med mindre vi da selv insisterer på at gøre os til en sådan. Næh, det der får mig til at føle mig som underklasse, er snarere et samfund, hvor kun de der ikke har brug for hjælp kan få den, og et system, der ikke kan genkende et levende menneske, fordi mennesker i systemet er reduceret til tal og bogstaver - men det er jo også DF og deres to støttepartiers skyld, og er en helt anden diskussion. ;)

Op med humøret!

Erik B