FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:15-09-2001 14:26:11
Afsender:Klaus K.
Email:mail@dansermeddrenge.dk
Emne:Selv det ondeste fører noget godt med sig ...
Tekst:Hej Allan - fint indlæg. Og hvor er det dog sandt, det med at være positiv - og at det er forbandet svært at komme videre, selv med hjælp fra sine venner. Men det er jo heller ingen, der har sagt, livet skal være nemt altid - sådan er livet jo ikke - men det er efter min opfattelse netop kampen gennem det svære og det tunge (et dødsfald fx.) der gør os stærkere, klogere, og at vi i det hele taget udvikler os.

Jeg synes også, jeg har fundet ud af, at selv det mest "uretfærdige" dødsfald ofte fører noget godt med sig, når den værste sorg har lagt sig. Jeg selv har oplevet 2 dødsfald i utide - bortset fra Philippa, som stod mig meget nær, måtte jeg også 13 år tidligere sige farvel til min daværende kæreste, som fik en hjerneblødning og døde pludseligt fra 2 små børn i en alder af 34 år.

Dette dødsfald førte, da den værste sorg havde lagt sig, direkte til, at Tøsedrengene første gang fik chancen for at optræde i dansk TV - på afbud fra Elton John, som var blevet syg. Og dén TV-optræden (det var "Sig du ka li mig") førte igen til, at hele DK tog Tøsedrengene til sig. Man kan måske hævde, at sangen og Tøsedrengene havde hittet i DK alligevel uden denne TV-optræden ... men der er der jo ingen, der ved.

Og senere førte Philippas dødsfald - hvor sørgeligt det end var - til at vores første CD solgte i flere hundrede tusinde eksemplarer, og til at vi fik skrevet nogen sange, som har ført os hen til dér, hvor vi er idag.

Så - det jeg vil sige med dette er, at selv i det mest meningsløse dødsfald ligger kimen til noget positivt, som handler om fremskridt, udvikling og styrke for de nærtstående efterladte.

Det er selvfølgelig en ringe trøst lige når et dødsfald er sket, men det er da meget rart at vide, at det et eller andet sted i den menneskelige sjæl findes et moment af "retfærdighed" - eller hvad man skal kalde det.

Jeg kan mærke på dit indlæg, at du allerede er kommet et stykke vej efter din kones dødsfald - det lyder fx. godt, at du har lært noget nyt om dig selv, og har fået hjælp fra dine venner. Måske vil du nu opleve fremgang på områder i dit liv, som du ikke lige havde ventet ...