FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:09-03-2003 01:04:13
Afsender:Preben H
Email:ph@sol.dk
Emne:Holdninger til internettet
Tekst:Efter at have studeret denne debatside nøje og med stor interesse, og uden at sådan at skulle blande mig i den stadigt tilbage-vendende debat om ulovlig/lovlig downloaden af musik/spil/film/billeder/litteratur (ja undskyld hvis jeg har glemt noget, men altså alt hvad der kan omsættes til de hér digitale et-taller og nuller), ja så er der nu en ting som undrer mig lidt!

Det er at flere personer (b.la. Klaus K.) udtaler sig så negativt om internettet generelt og flere steder i dette debatforum lige frem har kaldt dette medie et "massivt spild af tid".

Citat fra en tidliger debat: Jeg ser efterhånden internettet som et massivt spild af tid for mange mennesker, herunder mig selv (og dig) - folk bruger primært nettet til dumme mails, porno og ulovlige musik-filer. De bruger naturligvis også nettet til gode og fornuftige ting - men langt det meste indhold på nettet er ikke-eksisterende eller ulovligt."

Og videre:
"Nu er jeg jo ikke den eneste, der har den holdning til internettet - både Tor Nørretranders og (især) Ole Grünbaum har været inspirationskilder for mig til at opklare, hvad det egentlig er der sker. Især sidstnævnte har jeg altid har sat pris på, fordi han ikke er bange for at sige: "Jeg tog fejl" - ham kunne mange IT-onanister tage ved lære af ..."

Jeg forstår skam godt at folk som lever af musik osv., og dermed kan risikere at få ødelagt deres levevej gennem ulovlig downloaden, er sure på disse dele af nettet, men at fremture med ovenbeskrevne svadaer om internettet generelt, forekommer mig MEGET overdrevent, for hør nu lige her!

En helt ny verden åbnede sig for undertegnede, da jeg for første gang stiftede bekendtskab med internettet for små 2 år siden. Det startede egentligt med at min bank anbefalede mig af få adgang til nettet og dermed en netbank, hvor jeg hele tiden kunne følge med på mine konti, og hvor jeg kunne betale mine regninger så jeg slap for at stå i kø på posthuset! Dette var og er virkeligt noget jeg er glad for, og er virkeligt et fremskridt der vil noget efter min mening!

Derefter fulgte alt det andet pø om pø: Jeg fandt nogle slægtninge jeg ikke anede jeg havde, via slægtsforskning på nettet. Jeg fandt mere nuancerede nyheder end dem man kan læse/høre om i danske medier på de internationale nyhedssider på nettet, og jeg har fået udvidet min horisont på mange områder via det hav af specialiserede sider man kan finde. Da jeg f.eks. havde glemt opskriften på min yndlingskage (en speciel tysk othello lagkage) fandt jeg den lynhurtigt på nettet, og da en god bekendt havde fået stillet en mystisk latinsk diagnose hun ikke helt forstod hos sin læge, ja så kunne jeg finde ud af hvad der mentes, ved at gå ind på netdoktor.dk!

Megen seriøs og brugbar information er tilløbet mig via min "browser", og det er lige meget om det drejer sig om kvægopdræt i Alaska eller om den rette mængde gødning til roser! ALT har jeg indtil nu kunnet finde via dette medie!

Pointen er at jeg ikke syntes at man skal se sig sur på internettet som sådan! Om man vil bruge det til ulovligheder eller at se porno, eller at sende useriøse mails er jo et spørgsmål om moral hos det enkelte menneske og intet andet. Det er jo lige som at gå ned i kiosken. Dér kan man købe seriøs faglitteratur og velskrevne aviser, men man kan jo også vælge at købe kulørte sensations-ugeblade eller voldelige tegneserier.

Lidt om mig selv, sagde hunden! Jeg er 56 år, og hvad musikken angår, ja så er der ikke meget af det nymodens jeg finder interressant. Det meste af min musiksamling består af vinylplader og kassettebånd som jeg nyder at lytte til på mit efterhånden aldrende (men gode!) B&O anlæg. Jeg skal da gerne indrømme (selv om mange af jer yngre nu vil grine!) at jeg godt kan lide at lytte til John Mogensen og Gustav Winckler samt andre hedengangne koryfæer.

Mvh Preben