FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:17-08-2003 15:37:55
Afsender:Klaus K.
Email:kk@dansermeddrenge.dk
Emne:En herlig gang 70-er romantik ...
Tekst:
"Og jeg vil gerne forhindre at en 15-årig dreng, der har kopieret al DMD's musik ulovligt, får en ubetalelig bøde => bliver ligeglad med fremtiden => begår ny kriminalitet => ryger ind at sidde med de hårde => lærer at stjæle biler, gå med kniv og sprøjte sig i armen => kommer og plyndrer mit/dit hus eller stikker mine/dine børn ned."

Sikke en herlig gang 70-er romantik. Jeg blir helt blød om hjertet - det er ren nostalgi for mig at læse. Men en person - uanset alder - der kopierer et enkelt eller 2 orkestres musik ulovligt vil højest kunne komme til at betale en erstatning svarende til de kopierede CD'ers pris - plus muligvis en bøde. Og det er endda, hvis samfundet overhovedet gider ofre energi på at finde de mindre forbrydere og straffe dem ...

Det er muligt, du er besvogret med en kriminolog - der naturligvis har sin mening om skyld og straf - og jeg ved udmærket, at folk skal bruge håb for at kunne leve videre. Men sagen er, at vi står overfor et helt nyt problem: Folk synes ikke de stjæler, når det bare foregår via nettet. Der foreligger nu et par domme, der siger det modsatte. Man kan sige, at samfundet har talt. Alligevel har det ikke nedsat kriminaliteten - og derfor bliver lovene nu klart strammede, og strafudmålingen sat op for de grove tilfælde.

Det er disse grove tilfælde, jeg taler om. Jeg har kendskab til folk, der kopierer systematisk - de har truffet et valg og må stå til ansvar for det valg. Og det kommer de til. På den ene eller den anden måde ... og jeg tror ikke dommeren vil hjælpe dem, hvis de undskylder sig med en dårlig barndom - eller hvis de truer med at gå ud og stikke sig i armen bagefter. Trenden / tiden går den modsatte vej - nemlig væk fra 70-er romantikken om forbryderne, og frem imod at folk i højere grad må tage ansvaret for deres egne handlinger.

"Jeg taler ikke piratkopisternes sag. Jeg taler samfundets."

Jo, du gør. Du taler den enkelte forbryders sag i det øjeblik, han er afsløret og dømt - og det er du naturligvis velkommen til. Men du taler ikke samfundets sag. Samfundets interesse er at forhindre, at musik dør ud, fordi ingen mennesker ved deres fulde fem (bortset fra os tosser) vil investere i musik mere.

Naturligvis skal ingen straffes udover de forbrydelser, de har begået. Men værdien af de (få) grove forbrydere som afskrækkende eksempel overfor alle andre, der muligvis kunne tænke sig at forsøge det samme, kan meget vel vise sig at være den metode, der skal bruges for at opnå målet: At få den unge generation (15-40 år) til at holde på med at kopiere for at få investeringerne tilbage i musikbranchen. For lige nu er der ingen, der ønsker at investere i et dansk album - bortset fra en helt ny, syg tendens: Albumproduktion bliver nu brugt til at vaske sorte penge hvide - det har der været flere eksempler på i branchen på det seneste, og det er i hvert fald ikke i samfundets interesse.

Klaus K.