FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:05-06-2003 02:18:56
Afsender:Klaus K.
Email:kk@dansermeddrenge.dk
Emne:Jeg er helt enig med dig, Carsten - men ...
Tekst:
Specielt i dine tanker om at gøre musikken overdreven tilgængelig (imod betaling naturligvis). Vi forsøger selv at gøre downloads imod betaling mulige på vores site for tiden, men det er ikke lige så nemt - og: Det kan ikke betale sig endnu. Det kan jo være det kommer ...

Men der er noget andet, som jeg vil rette din opmærksomhed imod - og det er din tankegang i indlægget, som siger meget om tiden vi lever i, synes jeg. Du skriver:

"det kunne jo være at I havde hvad jeg søgte; mulighed for at høre et helt nummer eller blot købe det ene nummer.
Det kan så ikke lade sig gøre, så jeg må traske på biblioteket i stedet. Havde I sogt hvert stykke musik for sig og det kostede ca. det samme som et nummer gennemsnitligt gør på en cd, så ville jeg med sikkerhed have købt nummeret, hentet det og hørt det."

Nu må du ikke tage det for personligt, fordi jeg bruger dig som eksempel - men det er nøjagtig denne tankegang, som er benævnt gratis-psykosen - man kunne også kalde den spare-psykosen. Det er den, stort set alle folk i DK (i verden?) lider af lige for tiden - sådan tænker man nemlig i recessionstider.

Lad os nu antage, at du ved et eller andet lykketræf kunne gå på biblioteket, finde vores CD og nå hjem igen på en time. Vi ser helt bort fra, at CD'en kan være udlånt, når du kommer. Du vil så have brugt en time i dit liv på at få vores CD i hånden - og du skal måske bruge yderligere en time på at aflevere den og nå hjem igen bagefter.

Operationen "Lån DmD-CD på bib" tager med andre ord 2 timer af din tid - og nu er spørgsmålet: Hvad er denne tid værd? Hvis du er freelance IT-mand koster en time minimum 350 kroner - hvis du er på mindsteløn koster den ca. 100 kroner. De 2 timer kunne du have brugt på noget værdiskabende arbejde - fx. noget du er god til - som kunne have indbragt dig en værdi mellem 200 og 700 kroner - måske mere.

Du kunne i stedet have gået ind i vores DmD-shop og købt vores Popsamling (med den sang du søger) for 120 kroner inkl. forsendelse, og have fået den leveret i brevsprækken 24 timer senere - og formentlig have den i hånden før du kunne komme på biblioteket og få den derfra. Og du havde sparet 2 timer af dit eget dyrebare liv.

Med andre ord - det havde været en langt bedre forvaltning af dine værdier og din energi at købe vores CD i stedet for at låne den. Det havde også været langt bedre for os - og for hele samfundet, fordi dit køb ville have skabt vækst. Vi ville have haft flere penge til at investere i vores næste CD - den ville have kunnet komme ud hurtigere til publikum osv. - til glæde for publikum og for samfundet som helhed i form af vækst.

Man ser det også på mange andre områder - folk cykler gladeligt mange kilometer for at få del i et supermarkedstilbud på nogle få kroner. De bruger måske en hel dag af deres liv på at skaffe sig 100 billige øl på den anden side af grænsen.

Min pointe er, at folk i recessionstider er meget fokuserede på kontanter. De vægter kontanter højere end alt andet - meget højere end deres egen arbejdskrafts værdi. Der er en nedvurdering af menneskets egen værdi i den tid, vi lever i - et slags ubevidst selvhad, som gør at folk - i angst for at blive snydt økonomisk, foretager en hel masse valg, som de mener de kan spare kontanter på - men som i virkeligheden dræner dem for den energi, der kan skabe værdier - herunder også kontanter.

Det er meget sandsynligt, at hele denne negative tankegang, som man kunne kalde: "At spare koste hvad det vil" - skal ødelægges med sine egne våben, sådan at vi får vækst i musikbranchen (og samfundet) igen: Nemlig med salg af enkeltsange, som jo medfører et lavere beløb ud af lommen på køberen. Men jeg ved via min viden om økonomien i en produktion, at prisen ikke vil blive lig med gennemsnitsprisen af et nummer på et album - den bliver dyrere. Så det publikum, der køber enkeltsange vil komme til at betale en del mere end dem, der køber albums.

Eller sagt på en anden måde: Jo mere energi man bruger på at spare - jo mere værdi taber man. Det er nu engang en naturlov. Vækst avler vækst. Alt det man giver, får man tilbage. Alt det man tager kommer man til at betale dobbelt for.

Undskyld dette lille foredrag, Carsten - det er ikke møntet på dig personligt. Jeg kunne bare ikke lade være med at nævne det ... ;-)

Klaus K.