 |
 |
|
| Afsendt: | 19-04-2003 00:12:04 |
| Afsender: | Tina Larsen |
| Email: | tc@larsen.tdcadsl.dk |
| Emne: | Alene efter dødsfald. |
| Tekst: | Det med at føle sig alene efter et dødsfald af en man holder meget af kender jeg godt... Jeg har for nu lidt over to år siden mistet min "svigerfar" (skrevet i "" for er ikke længere sammen med hans søn, men i mit hjerte vil han ALTID være min sviger far). Han døde af en kræftsvulst i lillehjernen og lungekræft, svulsten i hjerne forsøgte sygehuset at fjerne med laserbehandling, men de ramte på en eller anden måde forkert, altså ikke på svulsten og gjorde at han kort efter røg i et koma. Da min svigerfar fik konstateret kræft var jeg gravid, og inden han blev alt for syg lovede han mig at han ikke ville dø før EFTER jeg havde født. Og da han røg i koma i februar (jeg havde termin til juli) havde jeg en følelse af at han ikke ville dø før jeg havde født, for det havde han jo lovet mig. På grund af en masse smerter hos han viskede jeg ham efter ca en uges koma i hans øre at han gerne måtte dø, for han kunne jo se min fødsel fra himlen. Få timer efter døde han... Jeg har alt den tid jeg kendte min svigerfar haft et kanon forhold til ham, vi var de bedste venner. Men resten af hans familie (deriblandt min daværende kæreste, hans søn) sagde han var jordens dummeste svin og en rigtig led stodder. Ja det havde han været før i tiden, men det var han bestemt ikke som den mand jeg kendte! Da han så døde, var resten af familie lettede, men jeg havde en stor sten i mit hjerte og til hans begravelse var jeg den eneste der direkte stortudede, for alle de andre (stort det) var kun med for at "sikre sig han kom i jorden". Jeg var alene med min sorg og fik af vide af min daværende kæreste at jeg skulle ikke tude over den stodder, altså måtte ikke vise til nogen jeg var ked af det og sørgede. Det ødelagde vores forhold, for når man er gravid har man humørsvingninger og kan ikke skjule sine følelser... Jeg har nu lært at leve med tabet, og Er Der Nogen I Himlen hjælper mig stadig med at bearbejde sorgen. Det er en smuk sang og jeg syntes det er den største og smukkeste måde man kan ære mindet om en man har mistet. Til alle kan jeg sige fra min erfaring, gå ikke alene med jeres sorg, få det ud, græd, bearbejd tabet og siger nogen til jer at i ikke må vise jeres følelser, så bed dem gå, for det er vigtigt at sørge, det er noget af det vigtigste når man har mistet for ellers kan man ikke fungere... Bare en af mine minder om tab. DmD tak for en vidunderlig sang som er god til bearbejdelse af sorg. Klaus K, den er smuk og syntes du har gjort det eneste rigtige til at minde Philipa :) Mange knus og kærlige tanker Tina Larsen |