| Tekst: | Hej Sille.
Jeg har ikke selv ligefrem prøvet at snakke med de døde, men jeg er overbevist om, at der engang var en død, der talte til mig.
Min "oldefar" døde for nogle år siden, og jeg var for første gang med til en begravelse. Det var de værste timer i mit liv, mest fordi han ikke var min "rigtige" oldefar, men min fars nye kones morfar...lidt indviklet, I know. Men faktum er, at det ikke var så lang tid efter mine forældres skilsmisse, og jeg følte mig lidt ved siden af og ikke helt velkommen. Den eneste, der havde taget mig helt til sig var "oldefar". Derfor var jeg meget ked af det, da han døde. Men til begravelsen følte jeg næsten, at de andre ikke syntes, jeg kunne tillade mig at være ked af det. Sikkert ren indbildning, men virkelig ubehageligt at være ked af det uden at ville vise det.
Midt under begravelsen var jeg overbevist om, at jeg hørte "oldefar" sige til mig, at jeg slet ikke behøvede at være ked af det, for han havde det godt, og ligegyldigt hvad, så var han stadig min "oldefar". Det var virkelig en stor trøst for mig, og selv om mange vil hævde, at det var indbildning, så ændrer det ikke det faktum, at min opfattelse har ændret sig fra ikke at tro på et liv efter døden, til at tro på, at der er noget...
Det er da en smuk tanke, at dem vi mister flyver rundt iblandt os, og løfter os op, når vi er allerlængst nede, ikke?
-Marie xxx
P.S. Klaus, til det besynderlige emne "kan man blive gode venner med manden med leen?". Nej...aldrig nogensinde...men når man dertil, hvor man kan acceptere, at han er der, og at vi allesammen skal bort en dag, så er man nået så langt, som man kan...tror jeg. -Ikke at jeg selv er nået dertil, for det er jeg langt fra...men jeg håber da, jeg når det. |
