Tekst: | Nu ved jeg jo ikke lige hvor fra du svarer på mit indlæg i denne sene nattetime, men respekt for at du gør det! (Jeg er selv så priviligeret pt. at have et vikar-nattejob med tilhørende internetforbindelse så jeg kan være "på" næsten hele døgnet, hvilket er en luksus for mig! Som sagt anede jeg ikke hvad nettet var for en størrelse for bare et par år siden, men jeg er jo (som sagt) blevet MEGET glad for det og er et bedre og hurtigere og mere nutidigt opslagsværk end mit Gyldendals Leksikon i 44 bind.
Jow (som vi siger os fra jylland) så var det herligt at jeg kunne finde kageopskriften på verdens bedste Othello-lagkage her på nettet! Men det var nu ikke bare det. Bare det at jeg kan slippe for at stå i kø nede på postkontoret er i sig selv en velsignelse for mig med min netbanks-forbindelse. (Hvem gider iøvrigt at stå i kø for at betale regninger?).
Derefter "taber" jeg dig ligesom: "Men husk: Mennesket vænner sig lynhurtigt til tilstandende og vil kræve mere - sådan er vores karakter - dette gælder alle. Den tilfredshed du nu viser for nettets mange muligheder vil du tage for givne i løbet af kort tid."
Joh, jeg tager da mange af nettets muligheder for givne nu. Men dette er da ikke ensbetydende med at jeg vil gøre ulovligheder. Jeg har altid svaret enhver sit, og det vil jeg blive ved med i alle henseender af livet. Igen, det er et spørgsmål om moral.
Resten af dit indlæg forstår jeg 100% godt! Det må være meget fustrerende at et medie som dette kan tage brødet ud af munden på mennesker netop som lever af at lave kunstnerisk materiale som du.
Jeg tilmeldte mig iøvrigt for et stykke tid siden et nyhedsbrev fra iternetportalen Jubii. I deres seneste indlæg fra en "Steven Snedker", "Jubii svar om IT" kan man læse følgende:
"Teknisk set bliver det i øvrigt sværere for APG i de kommende år. Når de trådløse netværk begynder at udveksle trafik/filer, sker det
* med mindst 5,5 Mbit, 20 gange typisk ADSL-hastighed
* Gratis, man betaler kun for at have sit 5 watts adgangspunkt tændt
* Alle er systemadministratorer og ingen kan finde ud af at oversætte IP-adresser til personer eller udlevere Mac-adresser.
Det betyder, at folk, med den rette software, helt anonymt kan udveksle store filer. Præcis som de har kunnet udveksle post anonymt i snart mange år http://www.obscura.com/~loki/remailer/remailer-essay.html http://methlabs.org/p2psecurity.htm
Filerne udbydes ukendte steder på netværket, og kommer til modtageren via flere forskellige brugere, der ikke aner og ikke kan afgøre om de bits, deres software transporterer, er tilladte eller forbudte. Helt som vi kender det fra KaZaa-dommen, der afgjorde at KaZaa ikke kan holdes ansvarlig for alle de bits, deres software tilfældigvis transporterer http://www.theregus.com/content/archive/24484.html http://www.wired.com/news/print/0,1294,51457,00.html http://freenetproject.org/index.php?page=faq#legal"
Det er helt sikkert en svær fremtid copyright ejere går imod, men jeg syntes nu stadigt ikke at det er nettets skyld som sådan. Det er og bliver (efter min mening) et spørgsmål om moral blandt brugerne.
PS. Tak for dine pæne ord om John Mogensen og Gustav Winckler!
Mvh Preben
Davs Preben - nu er det ikke mange herinde, der kritiserer brugen af internettet. Det er faktisk kun mig, så jeg uddyber derfor min kritik af nettet i bred forstand.
Det er jo herligt, at du har kunnet få kageopskifter og kontakt med din glemte familie via nettet - alt det der ligger gratis til fri afbenyttelse på nettet (som vel at mærke er lovligt) er jo et slaraffenland for os allesammen - her i begyndelsen.
Men husk: Mennesket vænner sig lynhurtigt til tilstandende og vil kræve mere - sådan er vores karakter - dette gælder alle. Den tilfredshed du nu viser for nettets mange muligheder vil du tage for givne i løbet af kort tid.
For os, der har oplevet at de varer vi hidtil havde til salg med rimelig succes pludselig kan tages ganske frit via nettet - lånes/tages fra venner man ikke anede, man havde - ser situationen ikke så fin og god ud. Nettet giver værdi (fx. kageopskrifter), ja - men nettet er også en værdidræber. Den dræber bl.a. folks tid, som kunne have være brugt til noget andet - og den dræber de værdier, som fx. vores musik hidtil har haft.
Mennesket opnår efter min opfattelse aldrig noget, som kun er godt. Der er altid en bagside, som bringer det gode og det onde i balance. Nettet er et fint eksempel på dette - nettet er ganske rigtigt virkelig godt til at transportere information mellem mennesker - bl.a. ved de eksempler du selv nævner - men nettet æder altså også værdier, og det æder dem i store mængder hver evige eneste dag.
Nettet har samtidig sat menneskets moral på en hård prøve, som mennesket må bestå, hvis vi skal videre. Desværre står mange til at dumpe. Mange folk tror fx. at de kan tillade sig at tage = stjæle fra andre, når blot det foregår via nettet. For her er alt jo gratis - "bør være gratis," vil de vel sige.
For mange mennesker er det at stjæle et stykke chokolade i en butik en moralsk grænse, de aldrig vil overskride - men det virker som om de har lidt (for nu ikke at sige: meget) lettere ved at passere denne grænse, når de sidder alene i et rum med en adsl-forbindelse. De er jo - rent fysisk - alene, og tror måske deres tyveri ikke bliver opdaget.
De mest inkarnerede net-fanatikere er helt ligeglade. De stjæler bare alt på nettet med arme og ben, og siger til os: Det er bare ærgerligt, at Jeres musik kan kopieres = hentes gratis. Så må I bare finde på noget andet ...
Er det nogen gode karakteregenskaber, nettet har fremelsket i dem, synes du?
Du må tænke på, at mange ellers 100% hæderlige danskere har foretaget regnestykket: Hvis jeg nu køber en adsl-forbindelse til 500 kroner om måneden, så kan jeg spare på mit månedlige CD-budget ved at downloade musikken i stedet ...
Er det godt, synes du?
Du hører ikke mange på nettet, der fokuserer på nettets negative effekt på menneskene. Tor Nørretranders og Ole Grünbaum er nogen af de få - de fleste danser stadig rundt om nettet som en flok glade tosser - og bliver tilmed sure, hvis man tillader sig at kritisere nettets indvirkning på nogen folk - (undskyld, Preben - på samme måde som du gør i dit indlæg) - men der er nødt til at være nogen, der går imod. Nogen, der gør opmærksom på problemerne, nogen der gør opmærksom på, at moralen skrider - nogen, der gør opmærksom på, at mange folk er begyndt at lyve overfor sig selv.
Personligt er mit mål at gøre opmærksom på nogen ofre - musikerne - dem, der bliver stjålet fra. Det er det, jeg gør her.
Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg er helt enig med dig i nettets kvaliteter - men vær ikke blind overfor nettets bagside.
Klaus K.
PS: Jeg har stor faglig respekt for både Gustav Winckler & John Mogensen. |