Tekst: | "Det er naturligvis kedeligt, at du ikke kan dokumentere din påstand og det gør det ikke nemmere at ta' den alvorligt ..."
Påstande af typen: CD-fald skyldes kopiering - kan i deres natur aldrig dokumenteres videnskabeligt. Fordi kopieringen ikke kan dokumenteres. Man kan forholde sig til, at CD-salget er faldet - dette kan dokumenteres. Og man kan dokumentere, at salget af tomme CD-er er eksploderet i samme periode. Men den nøjagtige sammenhæng mellem disse to begivenheder kan ikke dokumenteres af noget menneske - man kan kun have en holdning til det. Vi har den holdning, at der er en sammenhæng. At du vælger ikke at tage os alvorligt er dit valg. Vores mening tages alvorligt andre steder.
"Det er også kedeligt, at du mener alle der ikke deler jeres synspunkt, er jeres modpart - forbrugerne"
Det mener vi ikke. Forbrugerne er vores kunder, ikke vores modpart. Vi vil gøre alt for at give vores kunder så gode produkter som muligt. Men hvis nogen forbrugere vælger at tage vores varer uden at betale, så er de jo ikke vores kunder længere.
"når nu det er en a branchens mest respekterede musikere og producere, der i Politiken udtaler, at kavliteten af udgivelserne generelt er faldet i de senere år."
Vi kender Poul Bruun som en fremragende plademand gennem mange år. Vi vil ikke anfægte noget, han har udtalt om sine tidligere kolleger i en avis. Aviscitater er ofte forkerte og fordrejne og bruges til at understøtte journalisternes egne holdninger. Politiken har selv gjort et ihærdigt arbejde for at sandsynliggøre, at CD-faldet skyldes at musikken er blevet dårlig - og at den dermed ikke skyldes kopiering. Det er komisk. Dårlig musik har intet med salg at gøre. En del dårlig musik sælger rigtig godt. Dårlig musik har altid eksisteret - mens udbredelsen af digital kopiering og faldet i CD-salget er indtruffet på samme tidspunkt.
"I efteråret mente I, at indførelsen af kopibeskyttede produkter, ville være en god løsning."
Det har vi ikke haft nogen holdning til. Det var det, politikerne ville gå med til. Vi kunne ikke gøre hverken fra eller til. Vi er naturligvis ikke interesserede i, at vores kunder ikke skulle kunne høre vores musik på flest mulige apparater. Hvis ikke publikum kan høre vores album på en CD-afspiller har vi jo dybest set ingen grund til at udsende det.
"Kan I se på første kvartals salg i år, om det har virket ?"
CD-salget er faldet i samme takt som før kopisikring blev indført. Kopisikring synes ikke at have nogen effekt på salget.
"vil I kompenseres via staten, og skal vi alle betale jer for den kopiering der finder sted, via skatten (biblioteksafgiften) ?"
Vi synes, det er helt urimeligt, at staten indkøber eksemplarer af vores CD'er og herefter låner dem gratis ud til et stort publikum. Det gør det endnu mere urimeligt, at det også er tilladt publikum at kopiere de lånte CD'er. Det ligner ifølge vores holdning statsautoriseret tyveri. Staten bør naturligvis betale for hvert udlån, der bliver foretaget - om bibliotekerne så skal sende regningen videre til den enkelte låner i form af brugerbetaling er en anden sag. Men det var måske en god ide?
"Vil dette ikke anstændigvis kræve, at I i det mindste kan dokumentere en direkte sammenhæng mellem kopieringen og faldet i jeres indtægter ?"
Som nævnt i første afsnit kan dette aldrig dokumenteres nøjere end vi gør - men det har heller ikke noget med sagen at gøre. Staten låner vores albums ud - og bør betale for den udlånsvirksomhed. Som det er nu, modtager vi en minimal kompensation for de albums vi har stående på bibliotekerne på nogle få hundrede kroner årligt. Vi ville foretrække brugerbetaling, og det er måske en god metode til igen at vænne folk til at musik - ligesom alt andet - koster penge.
Dette er løsningen på et bredere plan: At få folk (inkl. staten) til at forstå, at musik koster - og at der skal betales for den, hvis man fortsat vil have den til at eksistere.
Webmaster |