| Tekst: | "Desværre er kampen gået hen og blevet musikkens kamp mod (mindst) ½delen af verden."
Det er efter min mening en alt for almindelig misforståelse, at det er hele musikbranchen, som kæmper mod deres egne kunder. Men pladeindustriens (især de store internationale pladeselskaber) interesser er ikke de samme som de musikere, der laver den musik vi nyder. Tværtimod er der (naturligvis) en evig intern kamp mellem disse to parter om at få så stor en del af kagen som muligt. Denne kamp er nok baggrunden for at Glad Grammofon eksisterer i dag.
Pladeindustrien (ikke alle, men især de store internationale) kæmper især for at bibeholde det monopol de havde på at financere indspilninger, og producere og distribuere eksemplarer til kunderne. Men den tekniske udvikling gør den kamp svær: I dag er der ikke længere tekniske forhindringer for at musikerne kan sælge direkte til publikum, uden at involvere pladeselskaberne.
Musikerne (ikke alle, men især dem der brænder for den musik de laver) er mest interesserede i at lave den musik de selv synes er god (smag og behag er forskellig), og få den ud til så stort et publikum som muligt. Og så kæmper de naturligvis for at tjene så mange penge så muligt - helst så meget at de kan leve af deres musik. De vil tjene penge og have anerkendelse for det de laver.
Jeg er enig i, at ophavsrettens eksemplarfremstillingsmonopol ikke i længden kan overleve, når vi bevæger os ind i informationssamfundet.
Og her mener jeg, at DmD er visionære: Koncerter kan ikke kopieres digitalt. Nummerede og/eller signerede eksemplarer i begrænsede oplag er en anden måde at tjene penge på uden at udnytte eksemplarfremstillingsmonopolet. Folk vil gerne eje en "original".
"Som jeg ser verden i dag, så er der en vilje til at betale - også for studiemusik."
Ja, naturligvis. Jeg betaler også gerne selv for studiemusik, selvom det sjældent er mainstream. Jeg har faktisk sendt penge af sted for et par CDer med studiemusik i dag.
Og baggrunden er typisk for når jeg køber studiemusik: Jeg blev på en pirat IRC-kanal (ja, jeg er slem) gjort opmærksom på noget musik jeg kunne downloade gratis. Og det var noget musik jeg kunne lide. Og når jeg kan lide musikken vil jeg gerne støtte kunstnerne bag, og købe mere hvis muligt.
Desværre var det - igen - ikke noget musik jeg kunne købe i nogen butikker, online eller offline. Så jeg brugte noget tid på at researche på nettet, indtil jeg fandt en email-adresse på komponisten. Hans svar på min forespørgsel var, at jeg kunne købe ved at overføre nogle penge til hans konto, hvorefter han ville sende mig de CDer jeg ville have.
Når jeg får CDerne er det nok - igen - hjemmebrændte. Principielt kan jeg ikke være sikker på, om det er piratkopier. Men i det mindste ved jeg, at jeg har betalt en af dem der har skabt musikken langt flere penge end han ville have fået ved at sælge igennem et pladeselskab.
Baggrunden for at man kun får hjemmebrændte CDer fra de små uafhængige kunstnere er desværre ikke så rar: De kan her i landet ikke få produceret på fabrikkerne fra en glas-master (billigere produktionsmetode ved store oplag) uden tilladelse fra NCB - en tilladelse de ikke får uden accept fra et pladeselskab. Og i resten af EU - og det meste af verden - er situationen den samme. På denne måde kan man sige, at pladeselskaberne har lavet et kartel, som holder konkurrence ude af markedet. |
