| Tekst: | De finske musikere/komponister får knægtet deres ret til at bestemme hvordan og af hvem deres musik skal bruges og distribueres. De har nemlig valgt, at deres musik skal være offentligt tilgængelig, men de har ikke valgt, at opgive deres rettigheder, så folk bare kan publicere og tjene penge på deres værker.
Du Klaus, synes tilsyneladende det er ok, for de bliver jo potentielt kompenserede økonomisk, uanset om deres intention har været at tjene penge. Hvis altså bare de tager sig sammen til at bruge penge på advokater (det har alle jo råd og lyst til at give sig i kast med).
Jeg følger logikken og må konkludere, at Klaus K synes det er ok, at jeg kopierer hans musik. Faktisk er han heldig. For Klaus har jo ret til at sagsøge mig - dog tilsyneladende maksimalt for det beløb, som jeg ellers burde have givet for musikken i en online musikbutik. Eller næææh, det synes han alligevel ikke. For jeg er jo 'lille', så jeg skal ikke have samme ret som de store, der potentielt kan betale for deres rettighedsbrud (hvis de små altså formår at få dem i tale).
Forstår du nu bedre min forvirring over dine udmeldinger?
Pointen er ikke den finansielle økonomi. Det er rettigheden til at bestemme over sin musik, der er fokuspunktet. En del af min idé med at skrive her var mine bange anelser om, at du ikke var solidarisk hverken med musikken eller musikerne, men kun med din egen isolerede privatøkonomi. Din vise lærdom om "hvordan branchen virker", som jeg angiveligt overhovedet ingen indsigt har i, er tæt på at overbevise mig om, at det lige præcis er tilfældet. Du er jo faktisk pisseligeglad med lille irritende mig, dine fans og dine kolleger. Du er tilsyneladende kun solidarisk med dig selv og din forestilling om, at du ville tjene endnu flere penge, hvis de skide pirater forsvandt. Jeg har så, måske lidt for malerisk, prøvet at fortælle dig, hvad det er for et billede branchen og du tegner for den almindelige forbruger (mig i dette tilfælde).
En del af mit ærinde var at vise dig, at I ikke nødvendigvis ER, men fremstår netop som onde og griske, modsat jeres formodede intention; at fortælle, at I er bange for ikke at kunne tjene til livets ophold.
Jeg forstår godt pladebranchens skræk, for dens rolle er utvivlsomt udspillet, fordi dens speciale i masseproduktion af netop plader er tæt på ubrugelig i en digital verden, hvor omkostningerne for reproduktion og distribution er gående mod 0 (nul) for uendeligt mange kopier og uendelig rækkevidde. Men, jeg forstår ærligt talt ikke musikernes skræk. For musikerne er der nemlig åbnet et væld af muligheder ved at fjerne den 'gatekeeper' som kalder sig pladebranchen. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at fans'ne skulle være uvillige til at give musikerne penge, og der er tilsyneladende heller ikke noget, der tyder på det. Jeres sidste plade solgte da nogenlunde ikke? På trods af, at jeres kernepublikum nok er nogenlunde samme alder, som jer selv og dermed delvist begrænset.
At den RIAA-kommisionerede Stan Liebowitz kan påvise at CD-salget er faldet, og at folk på samme tid bruger fildelingstjenester er ikke ligefrem Rocket Science. I sine tidlige arbejder påviser han ligefrom, at cd-salget steg i takt med Napsters udbredelse. CD-salgets fald er snarere bare tegn på, at der er sket en hidtil uset eksplosion i konkurrerende underholdsningstilbud både i medieform og som gadgets. I form af computerspil (som koster fem cd'er stykket), dvd'er, computere (stationære og laptops), mobiltelefoner, PDAs, internetspil- og underholdning, osv. osv - og i øvrigt en markant stigning i salget af musik online (på trods af strengt begrænsende DRM-systemer). At forestile sig, at der er den samme økonomi tilbage til musikken, når en teenager med en årsindkomst på 15.000 kroner har brugt 20% af budgettet på den gagdet som musikken skal være i, synes en anelse matematisk forstyrret. Sådan er mediesituationen, og så må branchen følge med. (Pladebranchen ejes som bekendt hovedsagligt af elektronikfabrikanterne, der tjener styrtende på samme gadgets - det er også med til at sende et tvetydigt signal til forbrugerne).
Ved at være målrettet og direkte hadsk i en heksejagt på forbrugerne er jeg alvorligt bange for (grænsende til overbevist om), at branchen (RIAA, APG og Klaus K) bare er medskabende til at skabe flere pirater. Der er nemlig ikke noget, jeg selv hader mere end at blive mistænkeliggjort. Og uanset om der noget om mistanken eller ej, og jeg anser branchen for kun at tænke på sig selv og være ligeglad med mig, så bliver jeg illoyal. Konsekvensen er, at jeg enten får god samvittighed ved at være pirat eller gør som Ebbe og dropper at betale til en branche, som synes illoyal overfor mine gode intentioner og behov (og samtidigt skal jeg finde mig i, at en selvfed Søren Fauli, som tilsyneladende ikke har forstået noget som helst af væsensforskellen på digitale kopier af kulturproduktioner og hverdagsnødvendige fysiske varer, mig for en dum blondine).
Det er det spil du står i, og du vælger at råbe: DU HAR DÅRLIG SAMVITTIGHED!, lige så snart jeg træder ind på dit forum og klodset spørger dig, om ikke branchen har en særlig interesse i selv at være et godt eksempel, når det handler om at overholde rettighedslovgivningen. Det svarer du så ovenikøbet, at det har branchen ikke, for man kan jo bare sagsøge dem.
... og jeg er ovenikøbet på musikernes og komponisternes side. Jeg deler bare ikke dit paranoidt dystre syn på fremtidens mediebillede og musikliv.
Nu vil jeg gå ned og sætte mine godt 1000 originale CDer i kælderen, for jeg har ærligt talt ikke plads til lortet i lejligheden. Børnene har brug musikrummet som værelse. |
