| Tekst: | "Man kan ikke bygge et samfund på en præmis om, at alle må stjæle alt fra hinanden."
Betaler du for den luft, som du indånder? Eller STJÆLER du den?
Dette retoriske spørgsmål lyder måske lidt sært, men den luft vi alle indånder er ikke beskyttet af ejendomsretten. Det er et eksempel på, at ikke alt er beskyttet af ejendomsretten, selvom det kunne være det.
Det giver ikke mening at beskytte noget med en ejendomsret (uanset om denne ejendomsret er til noget fysisk eller om den er til noget immaterielt som f.eks. ophavsretten) medmindre samfundet har en fordel i denne ejendomsret.
Gennem tiderne er ejendomsretten løbende blevet tilpasset til udviklingen. Folk med interesse i gamle ejendomsretsmodeller har modarbejdet sådanne ændringer, men folk der ønsker fremskridt for samfundet har arbejdet for ændringerne.
Et eksempel (fra USA): Oprindeligt havde en grundejer rettighederne til hele luftrummet over hans grund - helt op til stjernerne. Det var ikke noget problem indtil flyvemaskinen blev opfundet. Men da flyvemaskinen blev opfundet tog piloterne ikke hensyn til grundejerne; de fløj bare rundt uden at indhente tilladelse til (og betale for) at flyve over andres grunde, selvom de egentligt var ulovligt. Man kunne have forbudt flyvemaskinen for at stoppe disse ulovligheder, men man valgte i stedet et mere fornuftigt alternativ: Man ændrede ejendomsretten, så ejerskab til en grund ikke længere indeholdt eneret til udnyttelse af rummet over grunden.
Endnu et eksempel (igen fra USA): Da ophavsretten blev udvidet til at omfatte kompositioner, havde komponisten en eneret til at tillade optryk af kompositionerne og til at tillade offentlig fremførelse af kompositionerne, men ingen ret til i øvrigt at begrænse brugen af kompositionerne. Men så fandt man på at indspille musik. Men dem der indspillede musikken lavede hverken en offentlig fremførelse eller en kopi af nodebladet. Derfor kunne man lovligt indspille kompositionerne - og sælge dem - uden at komponisten så en krone. Dette var naturligvis ikke rimeligt, og en ændring af ejendomsretten var igen på tale. Komponisterne ville have samme eneret til at tillade indspilninger af deres kompositioner, som de havde til at tillade genoptryk af nodeblade med kompositionerne. Heldigvis var lovgiverne kloge nok til at se at en sådan eneret ville lægge for stor en bremse på denne nye teknologiske udvikling. Trods protester fra komponisterne valgte lovgiverne at give indspillere af musik ret til at indspille en komposition (hvis komponisten een gang har givet tilladelse til indspilning) til en af lovgiverne fastsat pris. Selvom man med rimelighed kan argumentere for at komponisternes ejendomsret til deres kompositioner blev indskrænket, er den frihed man herved gav dem der indspillede musik en væsentlig årsag til den success, som pladebranchen har haft.
Den stærkest mulige beskyttelse af ejendomsretten er langtfra altid det optimale. For en ejendomsret som ophavsretten en en for stærk beskyttelse virke begrænsende for kulturlivet.
Hvis Klaus K f.eks. skulle betale 20% af salgsprisen for alle CDer med reggae-rytme han solgte til en Jamaikaner, tror jeg ikke vi ville høre meget reggae fra DmD. Og vi havde nok heller ikke set nye stilarter som dancehall, raggamuffin eller dub, hvis alle skulle betale 20% til den der havde "opfundet" reggae-rytmen.
Vi må huske på, at næsten alt fremskridt bygger på tidligere fremskridt. Hvis prisen for at bygge videre på tidligere fremskridt bliver for høj, bremser vi fremskridtet.
|
