Tekst: | "Først CD-priserne: Generelle prisnedsættelser på musikalbums giver desværre ikke øget omsætning. Det har været forsøgt i USA af Universal Music. De ekstra antal eksemplarer, man skal sælge for at opnå samme omsætning ved en lavere pris bliver ikke nået."
Okay, se det er jo et objektivt resultat. Den "korrekte" pris for en cd er selvfølgelig den som medfører den største omsætning (ellers kunne man jo sætte prisen op til 400 kr/cd og omsætningen ville stige tilsvarende!).
"Årsag: Vi står i en unik situation, hvor ca. halvdelen af publikum gerne vil betale 150 for et nyt album - og en anden halvdel af publikum, som vil betale nul (0) kroner."
Hvem siger at de kun vil betale 0 kr? De vil bare ikke betale kr. 150 for en cd. Eller 80 kr. for et download med DRM.
"Bemærk - jeg taler om generelle prisnedsættelser på nye albums. Ikke om de nedsættelser, der rammer alle albums efter et stykke tid på markedet, når deres start-salg fader ud (efter 4 - 6 måneder). De findes jo."
Jeg synes det er irriterende så meget en cd falder i pris i løbet af så kort tid. Bemærk at dem som betaler kr. 150 for en cd jo ikke bare betaler for fildelere, men også for dem som står på hovedet i kurvene med nedsatte cd'ere.
Det burde være ligesom med aviser og blade, hvor forlagene tager ikke-solgte eksemplarer retur. Lad butikkerne betale 10 kr. for at have cd'erne stående i et år. Efter det første år kan butikkerne så købe cd'erne for yderligere 70 kr, eller de kan levere dem tilbage gratis. Dvs. det maksimale tab er nu på 10 kr. og butikkerne kan sætte fortjenesten til det 4-dobbelte (=40 kr) således at nyprisen på en cd bliver 80+40 = 120 DKK.
Det skal være et fund at finde en cd som "foræres væk". Det er ikke et fund at finde 10 cd'er med Sanne Salomonsen sat ned fra 150 til 90 kr, allerede et halvt år efter udgivelsen. Det er at skide på folk som køber til fuld pris.
"Download-priser: Branchen forholder sig prismæssigt til downloads på samme måde som til CD'er. Det er måske ikke rimeligt - men det er heller ikke rimeligt at gøre som fildelerne: At sammenligne med ulovlig gratis musik via p2p. Der er en masse folk, der skal fordeles penge til, hvergang der sker et salg (en kopiering) - musikere, komponister og de pladeselskaber, der har betalt indspilningerne."
Jamen, på samme måde som der findes en objektivt korrekt pris for en cd, findes der også en korrekt pris for et album-download. I har bare at gøre med en dobbelt ligning her: Den korrekte pris for et album-download er den pris som gør at omsætningen for downloads OG cd-salg er størst muligt.
Jeg tror bare ikke at I har ramt den rigtige pris for download endnu (af tidligere beskrevne grunde).
"Det er fx. ikke rimeligt at sammenligne priser på legale downloads med priser hos et mafia-foretagende som Allofmp3 - som ikke betaler hverken musikere, komponister eller de finansierende selskaber."
Du kan godt sige: Vi forhandler ikke med terrorister - men det er bare svært, når der er så mange af dem. I kan roligt sætte jeres fortjeneste på downloads ned til min. det halve, nemlig kr. 40 for et download. Du kender det gamle plademarked, men du kender ikke det nye. Mit postulat er at folk i en download butik vil købe dobbelt så mange cd'er pr. år som i en fysisk pladebutik (forudsat prisen er rigtig). Men lige nu bliver det ikke set som et alternativ.
""Jamen, I har mistet halvdelen af indtægterne allerede, var det ikke en idé at få de ikke-betalende (potentielle) kunder tilbage i folden igen – i stedet for at brandbeskatte jeres resterende kunder?"
Brandbeskatte? Jeg er ikke helt med. Beskatning hører under skattevæsenet. Vi er musikere - vi kan ikke tvinge nogen til noget. Det er en 100% frivillig sag at undlade musikkøb - men det er til gengæld forbudt at fildele."
Nu hænger du dig igen i et lille ord, men undlader at forholde dig til min pointe, nemlig den at der er halvdelen af jeres potentielle kunder, som I ikke når! Du er fokuseret på at nedsatte priser, efter din mening, vil medføre et omsætningsfald blandt eksisterende kunder - men overser den større gevinst ved at få flere af de idag ikke-betalende kunder med på vognen!
Ikke-betalende kunder er fx folk (ikke mig stadigvæk!) som idag giver 16 kr for at downloade et album i fuld mp3-kvalitet (300 kbps) hos AllOfMp3, vil du godt kunne lokke til at bruge danske downloadshops, hvis prisen er 30-40 for et album - og de til gengæld ved at kunstnerne kompenseres.
Tænk, hvis man gjorde som jeg foreslog. Ingen pirater ville længere kunne klappe hinanden på ryggen inde hos Piratgruppen, og foretælle hinanden om hvordan de gør en god kulturel gerning ved at "share". Og musikerne ville vinde kampen i medierne, i stedet for nu hvor I af mange journalister og alm. mennesker betragtes som nogle stivnakker.
Ole
|