|
|
|
Covernotes: CREDITS OG ANDRE OPLYSNINGER OM DENNE CD: POPSAMLING består af 6 nye sange: 3 helt nye Danser med Drenge-sange fra 1999-2000 - ét remix, samt 2 ikke tidligere udgivne sange med sangerinde Philippa Bulgin - sange, der i sin tid ikke blev plads til på vores 1. album fra 1993. Endvidere er der 11 sange fra Danser med Drenges udgivne repertoire i perioden 1993-97 - de bedste simpelthen - venligst udlånt/licensieret fra SONY Musik A/S. De nye sange er produceret og arrangeret af Simon West & Klaus Kjellerup for Glad Grammofon - licensieret af ELAP Musik A/S. De er indspillede i Simon West Recording Facility på "Enigheden", København (det meste) - og i Tjelly Studios (lidt) i januar-februar 2000. "Bange for at miste dig" er indspillet i et skur ved sommerhuset, Præstelodsvej 70 i Melby i 1990. "Hvorlænge vil du ydmyge dig - remix 2000" er produceret og mixet af Soul Poets. "Rejs dig op & kom videre" er co-produceret af Soul Poets. De nye sange er mixet af Mads Nilsson i marts 2000 i Mark's Recording Studio, Fælledvej, København. POPSAMLING er masteret af Jan Eliasson, Tocano. Cover: Mads Winther. Fotos:
Gorm Valentin. Styling & make-up: Vivi Schmidt & Sanne. Produktion:
Claus Dalitz
TAKSIGELSER OG ANDRE CREDITS: De 11 sange fra det gamle repertoire er compileret af vores fans. Over 3500 personer har skrevet til os på www.dansermeddrenge.dk med forslag til hvilke sange, der skulle med - her er resultatet. Tak for Jeres tålmodighed, allesammen. Vi udtrækker 25 konkurrence-vindere og sender dem hver en signeret udgave af CD-en. En særlig tak til Heidi Degn & Stine Pagh fra "BeePop", som kom rejsende fra Jylland og lavede dejligt cheerleader-kor sammen med Ruth på "Rejs dig op & kom videre" - og englekor på "Sådan er det". En særlig tak til Morten Remar & Nis Bøgvad fra "Back to Back", som fik det hele op og køre med korene på "Kære Lillesøster" og "C'est la vie". En særlig tak også til Jazzy H. for hans ordkonstruktioner på bl.a. "Rejs dig .." og for hans mange fine trafikale råd & vink. En
stor tak til alle vores fans som har bakket os op i medgang og (især)
i modgang. En særlig tak til alle hard-core fans'ene, der har
skrevet så flot til os på www.dansermeddrenge.dk - tak for'ed
venner - uden Jer gik det ikke.
ANDRE NOTES: "POPSAMLING" har været undervejs i længere tid end oprindelig beregnet, hvilket bl.a. skyldes, at Rie under hele forløbet gennemgik 2 fødsler - Oliver & Viktor - med tilhørende amme-perioder. Alligevel lykkedes det hende efter vores opfattelse at lave de bedste vokaler nogensinde - ind imellem amninger og bleskift. Forløbet har også været præget af mange forhandlinger frem & tilbage med mange forskellige pladeselskaber, herunder SONY Music A/S ved direktør, Jan Degner, som i sidste ende besluttede at lade os licensiere det "gamle" Danser med Drenge-materiale til "POPSAMLING" - tak for det. Det har været en utrolig oplevelse for os at arrangere og genindspille "C'est la vie" til Philippas fine vokal fra 1993. Det var som at være sammen med hende igen og mærke hendes fine sjæl. Vi håber I kan mærke det samme. Det har i det hele taget været en spændende oplevelse på en gang at skulle kigge frem og tilbage. "POPSAMLING" rummer hele DmD's musikalske liv indtil nu - startende med Philippas oprindelige "audition" på "Bange for at miste dig" - og sluttende med Rie's rå opfordring på "Rejs dig op & kom videre". Nu er der ryddet op & gjort rent - og nu glæder vi os til fremtiden (håber I gør også) - og lad os så komme igang med den ... April
2000 - DmD.
Til Top |
Pressemeddelelse - april 2000: Et bemærkelsesværdigt orkester udgiver nyt, flot album:
- 11 af bandets kendteste hits - udvalgt
af publikum
Dette er overskrifterne for ”POPSAMLING” - 80 minutters kvalitetspop fra Danser med Drenge. Danser med Drenge har haft en mærkelig skæbne - først stor succes, herefter Philippa Bulgins tragiske dødsfald med deraf følgende nedtur og store udskiftninger. Alligevel har orkesteret solgt over 350.000 eksemplarer af deres første 3 albums. Danser med Drenge har altid formået at dele Danmark i to: Publikum elsker dem - mens anmelderne (med få undtagelser) hader dem. Noget tyder på, at det ikke bliver anderledes med ”POPSAMLING”. Bandets 1. single - ”Hvorlænge vil du ydmyge dig? - remix 2000” - remixet af DJ-duoen, Soul Poets, er allerede gået ind på dancechart.dk og bliver dermed heftigt spillet på diskotekerne – utallige af landets radiostationer har også puttet sangen i rotation. ”POPSAMLING” viser hele Danser med Drenges 10 år lange, meget turbulente karriere - lige fra Philippa Bulgins første spæde ”audition” i 1990 med Klaus Kjellerups og Jesper Mejlvangs ”Bange for at miste dig” (optaget i Kjellerups sommerhus) - til bandets helt nye samarbejde i 2000 med Soul Poets, som har produceret to sange på albummet. Ind imellem disse to yderpunkter præsenterer ”POPSAMLING” en lang række af bandtes mest populære sange - som for eksempel det originale 90-er hit ”Hvorlænge vil du ydmyge dig?” - den smukke hyldest til Bulgin ”Er der nogen i himlen?” - og bandets flirt med rap’en i det humoristiske børnefamilie-drama ”Jeg går op og lægger mig”. Danser med Drenge har altid kredset om de store emner som livet og døden - mellem humor og alvor - sådan er det også på ”POPSAMLING”, hvor den nye sang ”Rejs dig op & kom videre” handler om sangerinden Rie Rasmussens møde med Gud, som temmelig overraskende viser sig at sidde ”bag skranken nede i banken” - Gud er simpelthen bankmand med cykelstyr-overskæg i Danser med Drenges humoristiske univers. To af de andre nye sange er den smukke Bob Marley-reggae-inspirerede ”Kære Lillesøster” med kor af 80-er bandet ”Back to Back” - og den ligeså smukke ”C’est la vie”, hvor bandet har taget en gammel, hidtil u-udgiven Philippa Bulgin-vokal og lagt ny musik og kor på. Bandet skriver i covernoterne til albummet om den utrolig fine oplevelse, det var at være sammen med deres afdøde kollega igen. Sangen er skrevet i 1993 af bandets tidl keyboardspiller Jesper Mejlvang og har tekst af Anne Linnet. Alle de gamle sange på
”POPSAMLING” er udvalgt af tusindvis af Danser med Drenges fans via en
afstemning på bandets bemærkelsesværdige website
www.dansermeddrenge.dk - de nye sange er produceret af Simon West & Klaus Kjellerup.
Yderligere info 99 734 000 / bitten.holmsgaard@elap.dk Danser med Drenge består af: Rie Rasmussen, vokal - Klaus Kjellerup, bas & kapelmester - Henrik Stanley, keyboards & kor, Simon West, keyboards - Steffen Qwist, guitar - Ruth Hald, kor. |
|