Uf - læreren har hevet mig frem foran klassen! Mine ører er ganske røde! Men når det nu skal være, så bliver jeg lige nødt til at kommentere med nogle ting jeg siden har spekuleret ud om hvad der ramte mit danske yndlingsorkester og Danmark i almindelighed i begyndelsen af 90'erne.

Jeg har for længst opgivet P3 og den generelle københavske hujende bananhandlerradio (The Voice!! Radio Uptown!! 5 for ti kroner!!!) og lytter kun til Radio Kristianstad (101.4 MHz, anbefales!!). Og så undrer jeg mig over deres generelle venlighed og humor og og så især den fantastiske kreativitet i svensk popmusik (mærkelige akkordfølger! usandsynlige basgange!). Og så tænkte jeg: hvorfor der og ikke her? Og derefter: jamen: 

Danser med Drenge er jo eksemplet på hvad et dansk band må gennemgå, når det prøver at nå det der svarer til svensk standard. Aha!

Spørgsmålet er så: Hvem er disse jantelovens enforcere og håndhævere, sådan sociologisk set? Og det må være et særdansk sociologisk befolkningssegment; ganske vist påstår Sverige og Norge at de har samme jantelov, men hvorfor flygtede Sandemose så til Norge?

Svaret er enkelt: Det er den tyske pøbel i København.  København var for 200 år siden 1/3 tysksproget. Det var den ikke efter krigene om Slesvig. Hvor blev de tyskere af? Emigrerede de? Nix! De begyndte at tale dansk. Men de kan stadig ikke lide skandinaver. De hader svenskere. De hader jyder. De hader fynboer. Den slags er ganske instinktivt. Det kan undertrykkes intellektuelt, hvis man gør sig umage. Men det er umuligt at skjule det m.h.t. musik. Den kører nemlig uden om den intellektuelle del af hjernen.

Det er jo voldsomt at påstå, at der eksisterer en sådan ellers ubemærket sociologisk fault line i den danske befolkning. Men måske findes der tilsvarende eksempler i udlandet på at det der oprindelig var folk i fjendtlig konflikt er blevet til sociologiske klasser i nogenlunde ikke-voldelig tålt sameksistens, når det ikke er lykkedes dem at udrydde hinanden? Nedstammer den hovne engelske public school-klasse fra normannerne?

Nedstammer de preussere som ødelagde Tyskland indefra fra de baltisk-talende preussere, som tyskerne invaderede, slagtede, kristnede og tvang til at tale tysk? Og nedstammer det tyske proletariat som nu plager os musikalsk fra deres propagandasendere i København fra de slaviske stammer som tyskerne undertvang under sin ekpansion østpå i middelalderen (der findes faktisk en genetisk skillelinje nord-syd i Tyskland svarende til det gamle slaviske område, som også svarer ca. til fhv. DDR's område. Hm.) Var nazisme og socialisme i virkelighed hhv. tysk og slavisk underbevidst verdensanskuelse, der blev systematiseret?

Hvad går denne slaviske (i begge ordets betydninger) verdensanskuelse så ud på? To ting:

1. Lave store, grimme og brutale ting, som andre derefter skal hylde som smukke og elegante, under trussel om røvfuld ude i porten eller nakkeskud (det må være derfor visse københavnske bands musik minder mig om Shostakovich).

Jeg mindes engang jeg kørte ind ad en bred lige (lige??) gade i en polsk by. I rabatten var der sporvognsskinner. I det fjerne kom en sporvogn. Den gyngede som en pram i orkan. Polsk sporlægningskvalitet. I en lige gade. Eller i Riga, en sammenføjning af trolleybusoverledninger, der lignede noget fra en af Palle Nielsens mest mareridtsagtige billeder. Hver gang en trolleybus passerede, røg strømaftagerstængerne sidelæns som om nogen havde sparket dem. Og de så forøvrigt ud som om nogen havde skåret dem fra en busk i skoven. Vinde og skæve. Hvad har det ikke kostet i slid og nedbrud? Men det er ligegyldigt: Sådan gør vi her! Der pludselig opdagede jeg hvad kommunisternes befrielse af Østeuropa i virkeligheden havde betydet: Den slaviske underklasses befrielse fra den tyske værkførerklasses kvalitetskontrol. (Var der nogen der sagde københavnske håndværkere?) Sammelign: sibirisk lokomotivdesign.

2. Bryde ind i massa's hus, stjæle massa's søndagstøj og danse fint.

Det burde jeg ikke sige som pænt menneske. Men det ville de dengang. Og det gjorde de. Bemærk at jeg stadig taler om Danmark (eller også det koloniserede Østtyskland og Polen) og ikke Vestindien. Det kalder de nu 'sofistikeret' og ser betydningsfulde ud.

Men findes de i København? Jeg har nogle indicier.

Under krigen fandtes der to modstandsbevægelser, den borgerlige, som bekæmpede tyskerne, fordi de ikke kunne udstå dem, og den kommunistiske, som så kampen mod tyskerne som en forlængelse af klassekampen (i Tyskland). Socialdemokratiet havde aldrig problemer med at samarbejde med tyskerne.

I 1920 fyrede Chr. X regeringen, fordi han ville indlemme Flensburg i Danmark, og det ville regeringen ikke. Socialdemokratiet truede med generalstrejke, fordi det var udemokratisk. Eller fordi alt, hvad der var nationalt, var klassefjenden, og de fik ordre til det fra kammeraterne i Berlin, bevægelsens hjem?

Nykøbing Mors, forbilledet for Jante, er domineret af jernindustri. Jantelovens håndhævere der er altså jernindustriarbejdere. Så kan vi gætte på hvor de er rekrutteret fra. Den nærmeste parallel til jantelovens ondskabfulde aggressivitet, jeg kender af personlig erfaring, kommer fra nogle (få) tyskeres reaktion på Danmark. (Og så er slet ikke kommet ind på, hvad metalforgiftning kan gøre ved ens mentalitet).

Hvor rejste kammeraterne hen i 60'erne og 70'erne for at blive bevidstgjort? Rostock og Berlin.

De arme russere i Baltikum som på væmmelig vis bliver tvunget til lære det nationale sprog i de lande, deres fædre og bedstefædre okkuperede, kan altid regne med socialdemokratisk sympati. Så kan man selv gætte på, hvor deres sympati havde ligget, hvis krigen var gået anderledes, og Danmark havde haft et tysk mindretal på 30-50% som nægtede at lære dansk ("Ich bin doch auch ein Däne!! Warum sollte ich diese Bauernsprache lernen?!" Brr.).

Da Øresundsbroen, som forbinder os med de væmmelige svenskere, blev vedtaget, udbrød der rasende oprør på Nørrebro. Til beroligelse for mange blev den neutraliseret af en høj broafgift, som staten med stadig underligere begrundelser holder fast ved.

Folkemusikken har overlevet og trives i Sverige. Den er grundlaget for den svenske popmusik. Folkemusikken er død i Danmark. Københavnerne foragter den og betragter sig som internationalister. Det gør russerne i Riga også (mest arbejdsløse industriarbejdere). Det gør stockholmerne ikke, alt andet lige. Til gengæld kan københavnerne ikke forstå at deres internationale musik ikke er noget for disse internationale amerikanere. Hvorfor køber de de provinsielle svenskeres musik? (Det er fordi de engelsktalende folk, når de ser en dansker, der tror han er international, ser en tysker, der skaber sig tosset).

I 1660, efter at vi på katastrofal vis tabte til svenskerne, indførte den tyske konge, Fr. III, og de tyske borgere i København et diktatur, der varede i 200 år. Han og hans søn, Chr. V, begyndte opbygningen af en administration, baseret på tyskere. Det er derfor København er beboet af to slags tyskere, som hader hinanden; og begge foragter danskerne. Den danske adel blev fortrængt af tyskere. Nogle emigrerede til Sverige. Har vi siden da haft en periode så blomstrende som Chr. IV's? Nix. Hvem kan huske nogen af kongerne siden da? Øh.

Efter 2. verdenskrig mente vi i Danmark at vores fremtidige karriere bestod i at være tolerante ("tolerere" er et latinsk ord, der betyder "finde sig i"). Derfor fandt vi os i at inkompetente mennesker fik lov at komme op i systemet, hvor de før var blevet stoppet. Den gamle "Parkinsons lov" beskriver en bestemt type af virksomheder hvor alt er gået i stå ("Vores konkurrenter er så ambitiøse. Vi lægger vægt på et godt forhold mellem medarbejderne"). Som Parkinson udtrykker det (efter hukommelsen): En anden klasses chef vælger tredje klasses medarbejdere, og transitivt videre. (Så de ikke bliver en trusel for ham.) Prognosen? Nogle få gange er der spontan helbredelse. En dygtig medarbejder spiller dum for at overleve. Han laller sig gennem virksomheden til han når chefstolen.

Pludselig kaster han masken som ulven i Rødhætte, og medarbejderne opdager med rædsel at de har næret en kompetent slange ved deres kollektive barm. Men de fleste gange er der intet at gøre. Tegn en høj forsikring, siger Parkinson, og sæt ild til hytten. Start så et nyt firma, men lad dig under ingen omstændigheder friste til at tage gamle medarbejdere med. De smitter. Husk det, lokalradioer.

Så er jeg færdig med at gylpe galde op. Det ligner ikke mig pæne menneske. Men jeg synes ikke det er ganske uprovokeret.

Og for nu at vise hvor storsindet jeg er: Den københanske stil, den slaviske skide-være-med-det mentalitet har da også sin charme. På afstand.

Og specifikt, m.h.t. rekrutteringen af anmeldere: I 60'erne og 70'erne fandtes der to slags mennesker i gymnasierne. Dem der interesserede sig for rockmusik, og dem der kunne skrive dansk stil om Rifbjergs romaner. Og hvem ansatte redaktørerne så? De forstod alligevel ikke en hujende fis af det hele, for dem var pigtrådsmusik bare organiseret larm, så de hyrede dem der skrev mest og underligst.

Torsten Pedersen