|
Afsendt: | 20-07-2005 00:04:57 |
Afsender: | Ole Husgaard |
Email: | osh@sparre.dk |
Emne: | Gratis eller mod betaling? |
Tekst: | Vi bliver nok ikke enige om hvorvidt det kan lade sig gøre for komponister, tekstforfattere at lave god musik uden at kræve penge for musikken. Dog håber jeg at vi kan blive enige om at det skal være frivilligt for skabende kunstnere om de vil kræve betaling for deres værker eller ej. "Du glemmer en meget afgørende ting: Hvis andre mennesker skal kunne holde ud at høre på musikindspilningen, kræver det at både musikeren & komponisten har sjæl, talent og at de har beskæftiget sig med musik i mange år. Hvad hjælper en god musikindspilning, hvis kunstneren er talentløs? Sjælløs? Eller hvis kompositionen er dårlig?" Musikerne og komponisterne bliver vel ikke lige pludselig talentløse, sjælløse eller dårlige fordi de vælger at give et stykke musik fri uden at kræve betaling for det? "God musik kræver dygtige folk. Dygtige folk kræver penge. Talent skal nurses. At kunne lave god musik kræver talent, store mængder af energi og masser af hårdt arbejde." Jeg kender det fra min egen verden: God software kræver dygtige folk til at skrive den. Dygtige folk kan kræve penge. Talenterede programmører skal nurses i en periode - ofte flere år - før de kan skrive den bedste software. At lave god software kræver talent, store mængder af energi og masser af hårdt arbejde. Bemærk at jeg skrev "Dygtige folk _kan_ kræve penge". Indenfor Open Source er der mange dygtige folk, selvom de ikke kræver penge for deres arbejde. De arbejder sjældent uden betaling af altruistiske eller idealistiske grunde. Alligevel får de så meget (andet end penge) for det at de fortsætter. Det vil tage mig alt for lang tid at forklare hvordan det økonomisk hænger sammen. I stedet vil jeg henvise til "The Magic Cauldron" af Eric S. Raymond, som du kan finde på http://www.catb.org/~esr/writings/magic-cauldron/magic-cauldron.html "Verden opnår intet interessant kunstnerisk set ved at fjerne alle penge fra musikken, som du lægger op til. Tværtimod. Man vil dermed sætte både ligegyldigheden, talentløsheden og sjælløsheden i højsædet." Tendensen fra softwaremarkedet hvor man i dag både har betalingssoftware (proprietær software) og gratis software er ved at sprede sig til andre ophavsretslige områder. Allerede i dag kan man finde tusindvis af stykker musik af anerkendte kunstnere, som fuldt lovligt med ophavsmændenes tilladelse stilles gratis til rådighed til download og/eller distribution over p2p netværk. Meget af denne musik sælges også på CD, og sælger godt da kunderne, når de først har hørt musikken, gerne vil have den i den bedre kvalitet de kan få den i på en CD. Hvis du også i fremtiden vil tjene penge på musik er det vigtigt at du kender de økonomiske mekanismer bag den lovlige gratis musik du kommer til at konkurrere imod. Derfor vil jeg opfordre dig til at læse "The Magic Cauldron". Selvom den handler om softwareudvikling er en del af de bagvedliggende økonomiske mekanismer de samme. Ole Husgaard. |