FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:28-05-2005 00:48:46
Afsender:Klaus K
Email:kk@dansermeddrenge.dk
Emne:Om selvtillid & statsstøtte ...
Tekst:
Kære Kristian - du er sikkert en skøn & herlig fyr for dine omgivelser, og det er egentlig smukt at se den store selvtillid, der lyser ud af dit indlæg. Det er flot klaret, at du tør skrive indlæg her med nul viden om det du skriver om ... respekt! Du bør have en chance i underholdningsbranchen. Skulle du ikke prøve "Scenen er din" ? ... ;-)

Du skriver fx.: "Pladebranchen har altid været statsstøttet iogmed at det ved lov er vedtaget at radiostationer skal betale koda-afgifter."

Nej. Koda betyder: Komponister i Danmark. Radioerne betaler koda til komponisterne for brugen af komponisternes musik. Hvis ikke komponisterne får penge, når deres sange bliver spillet, er der ingen der gider skrive sange - (jo, lejlighedssange på bestilling til sølvbryllupper og konfirmationer). Koda er ikke en statsstøtte - koda er komponisternes løn for deres arbejde med at skrive sangene - ligesom din hyre er din løn for dit arbejde.

Pladeselskaber modtager ikke koda. Pladeselskaber betaler tværtimod koda - nemlig hver gang de sælger plader. 9% af en plades pris skal gå til komponisterne på en plade, og det er pladeselskaberne, der er ansvarlige for at betale den - det er lov.

Du skriver videre: "For at kunne høre radio og se fjernsyn, skal jeg betale til staten for at den kan finansiere de musikere som de spiller i deres programmer. Også uanset om jeg aldrig nogensinde ser Danske programmer, og om jeg overhovedet bryder mig om deres valg af musik."

For det første: Du betaler ikke licens til staten, men til Danmarks Radio.

For det andet: Ja, sådan er det nu engang her i verden. Nogen ting betaler vi alle til. Hvis du bor i stue-etagen i din ejendom, kan du ikke slippe for at betale din andel af reperation af ejendommens elevator. Selv om du aldrig bruger den. Det er et kollektivt princip, som findes i hele verden - hvis du ikke kan lide det, må du flytte til en anden planet ;-)

For det tredie: Radio og fjernsyn "finansierer" bestemt ikke musikerne. Men medierne skal naturligvis betale musikerne når de spiller musikken offentligt. Ligesom de skal betale for strøm, vand, telefon & varme og alt deres andet forbrug. Og hvis du tror, at musikerne eller pladebranchen bliver rige af medie-afspilninger, så tager du fejl. For selv en meget spillet kunstner er det kun mindre tilskud. Og det er ikke statsstøtte. Det er mediernes betaling af prisen for at spille musikken offentligt.

Du skriver også: "Og så er der jo blankmedieafgiften. Det er også ren cash lige ned i foret på musikerne."

Du er en morsom fyr, Kristian. Jeg tror jeg har modtaget 140 kroner fra den afgift i de par år, den har eksisteret. Hvor meget tror du selv du har betalt i bankmedieafgift? Eller køber sådan en frisk fyr som dig ikke medierne i Tyskland? Uden 1-krones afgiften? Blankmedieafgiften er heller ikke statsstøtte - det er jo brugerne af blankmedier der skal betale. Folk der ikke bruger blankmedier (og dig, hvis du køber i Tyskland) skal jo netop ikke betale.

Tak for dit indlæg, Kristian - der var en del objektive fejl i. Jeg håber du tilgiver, jeg rettede de fleste - men som du måske forstår, så har jeg en sag: - Musikerne skal have deres rimelige løn for deres arbejde. Ligesom alle andre mennesker.

Klaus K