FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:17-12-2004 07:45:08
Afsender:Kristoffer
Email:mickey@mouse.com
Emne:Klap hesten.
Tekst:Hvad creative commons og Free Software Foundation kæmper for er ikke en afskaffelse af ophavsretten, men derimod et kendskab til licenser som giver flere rettigheder end ophavsretten.

Musikere, softwareudviklere og filmselskaber skal ikke blande sig i hvordan globale netværk laver musik, software og film som licenseres med flere rettigheder end ophavsret. Pointen er at hvis du vil samarbejde med folk du ikke kender på den anden side af atlanten kan der være god brug for at sikre disse mere vidtgående rettigheder. Det giver god mening.

Der er ikke tale om en revolution eller en kommunistisk omvæltning med afskaffelse af ophavsrettighederne. Det er hvad Free Software er blevet skudt i skoene fra dag et, og nu også af Klaus. Det kunne desværre ikke være mere usandt - den mest udbredte Free Software licens (GPL) *bygger* på ophavsret og det samme gør Creative Commons licenser. De giver bare langt flere rettigheder så længe man overholder licensen.

Et problem er dog tildeling af ophavsret. Alle værker (selv denne tekst) er helt automatisk beskyttet af ophavsret, også selvom jeg som forfatte ikke bekymrer mig det mindste om hvad folk gør med teksten. Sådan har det ikke altid været (i USA i hvert fald) - tidligere skulle man registrere sit værk på et copyright office. Det smarte ved det system var at det var let at undersøge *om* noget var beskyttet af ophavsret (som fx This Land) og *hvem* der havde ophavsretten. Idag er det umuligt.

Fundamentet for creative commons er iøvrigt en erkendelse af at al ny kultur bygger på gammel kultur. Og det er fortsættelsen af kulturel udvikling man forsøger at sikre via creative commons.

Begrebet public domain er iøvrigt et mere end hundrede år gammelt begreb i amerikansk lovgivning - det er der hvor værker ender når deres ophavsret udløber ... for det er jo et *tidsbegrænset* statsgaranteret monopol, også herhjemme. Public domain er altså ikke noget "internet-generationen" har opfundet.

./ Kristoffer