|
Afsendt: | 25-09-2004 00:27:10 |
Afsender: | Klaus K |
Email: | kk@dansermeddrenge.dk |
Emne: | Pladebranchens trængsler ... |
Tekst: | Jeg vil for en stund lade diskussionen om piratkopiering ligge - og henlede Jeres opmærksomhed på et andet problem, som pladebranchen kæmper med, som kan vise sig at være endnu en pind til branchens ligkiste i DK - og måske dermed begyndelsen til enden for den æra for originale indspillede musikalbums og singler, som vi har kendt den siden Elvis Presley's debut i 1954. Branchen slås nemlig ikke kun imod piraterne - de slås også imod de kommercielle radioer, som pt. i DK øver et hårdt pres imod politikerne for at få lov til at spille musikken billigere, end de gør nu. [Disclaimer: Der skal her ikke være nogen tvivl om min holdning - vi har som bekendt vores eget pladeselskab, Glad Grammofon.] Radioerne mener, de gør reklame for vores musik, når de spiller den. Ja, tak - men hvilken glæde har vi af reklame for en vare, ingen vil købe - hvor skal vi sælge musikken henne, når ingen vil betale? Radioerne glemmer - ligesom mange af fildelerne - at et musikalbum er en produktion, som det koster penge at lave. Vores musik er jo den vare, radioerne leverer til lytterne for at lokke dem til at lytte - så de kan sælge deres reklametid til erhverslivet - dyrt. Jo flere lyttere - jo højere priser. Radioerne glemmer også, at de måske endda i et vist omfang dækker behovet for at høre popmusik hos mange mennesker, når de spiller mainstreamhits igen og igen - men dette er ikke dokumenterbart, selv om mange synes at mene sådan - også her i vores forum. Problemet for pladebranchen er, at den har ikke noget at forhandle med, for i DK har vi noget der hedder tvanslicens. Det er en lov, der betyder, at pladeselskaberne ikke kan nægte radioerne at spille deres musik - ingen pladeselskaber, heller ikke vores lille "Glad Grammofon" kan ikke nægte radioerne at spille deres musik. Vi kan til gengæld ikke kræve at blive spillet - og vi kan slet ikke bestemme prisen for, hvad vi vil få for at blive spillet, da dette i sidste ende er underlagt politisk bestemte satser. Et lille overblik: Det er ikke længere nogen hemmelighed, at pladebranchen er i knæ efter en halvering af omsætningen på årsbasis siden årene 1995-2000. Pladesalget 1995-2003 For at forstå hvad en halvering af omsætningen vil sige, kan man som privatperson tænke på, hvordan det ville føles, hvis man pludselig fik halv løn. Man kunne måske droppe at have bil (hvis man har én) - man kunne flytte i en billigere lejlighed osv. Men der kommer et punkt, hvor man ikke kan skære mere ned - og dette punkt nærmer mange danske pladeselskaber sig med raske skridt. Herefter vil de lukke - eller blive overtaget for en slik - fx. af radioerne. Der vil ske en yderligere koncentration, hvor medierne vil overtage indholdet selv. (ligesom AOL overtog Warner i 2001). I perioden 2000-2004, hvor salget er faldet med mere end 10% årligt har pladeselskaberne skåret kraftigt ned - der arbejdes hårdere, og der satses på færre udgivelser. Og idag er situationen den, at indtægter fra radioafspilninger udgør en meget større del af de samlede (lavere) indtægter end tidligere. Hidtil har salget af digitale downloads ikke været den redning for pladebranchen, som mange ellers havde spået. Uanset de mange optimistske toner, der har lydt om dette i medierne, så udgør salget af digitale downloads endnu kun en forsvindende promille i forhold til det (endda i dag meget lavere) fysiske CD-salg. Og nu - netop når pladebranchen er mere afhængig af radio-indtægterne end nogensinde før - har de kommercielle radioer og DR slået sig sammen og lægger pres på politikerne for at betale os mindre for radioafspilningerne. Måske ser de deres chance for at tvinge pladebranchen yderligere i knæ sådan at de kan overtage nogle gode musik-kataloger billigt ... Forestil Jer, at pladeselskaberne var ejet af mediekoncernerne - forestil Jer, at radioerne selv stod for at producere det musik, de spillede i radioerne. Dette vil betyde, at musikken bliver endnu mere indrettet efter radioernes "formater" - dette vil blive den totale ensretning af musikken, og tage al sjæl ud af den. Det har hidtil været sådan, at publikum har været pladebranchens værn imod at blive ædt af de store mediekoncerner. Sålænge branchen kunne sælge musikken direkte til publikum, havde radioerne ikke så stor magt over pladeselskaberne. I dag er det ikke sådan mere - bl.a. pga. udbredt piratkopiering. Pladebranchen er svag - og rovdyrene står lige om hjørnet og lurer ... Klaus K. |