|
Afsendt: | 07-05-2004 12:36:13 |
Afsender: | Eskild Torbensen |
Email: | eskild_torbensen@yahoo.dk |
Emne: | Flatrate, andet afsnit |
Tekst: | "SKRIV VIDERE I ET NYT INDLÆG ØVERST PÅ LISTEN" Sådan rundede KK sidste afsnit af, så efter denne henstilling følger nu en dugfrisk tråd der fortsætter hvor den gamle slap. "Jeg er fuldstændig enig. Men problemet er, at der er ingen penge i fildeling." Understøt venligst denne påstand, som meget ofte stikker skægget frem her i forummet. Vi sidder en gruppe kunder her som du endda kalder fildelere, når argumenterne mangler. Vi ville ikke bruge vores tid¨på udtænke lovlige modeller til flatrateportaler hvadenten vi er kunder eller fildelere, hvis ikke vi selv ville betale for dem. Og du kan roligt regne med at der sidder rigtig mange mennesker ude i verden der har det ligesom os. Vi ved alle godt hvad vi vil betale for og ikke vil betale for, så lad være at sige at mennesker siger en masse om at de vil betale men ikke gider alligevel, for det ved vi bedst selv. En branche der i flere år har kørt flatrate med succes, også selvom det de udbyder kan findes ulovligt, er erotikbranchen hvor du betaler et fast månedligt beløb til en website og kan hente alt hvad du vil. De firmaer som udbød den type materiale før nettet kom til, og som ikke har fået omstillet sig ordentligt til den digitale tidsalder, de er faktisk ved at dreje nøglen om nu. Læs: Penthouse. Kom med noget konkret der forsvarer din hypotese om at ingen vil betale for flatrate istedet for bare at sige at sådan er mennesker. Ikke nok med at du igennem tiden har fået talrige eksempler på at du meget vel kan have uret, nej systemet er faktisk ikke afprøvet, så vent med pessimismen. "De andre 11 sange har jo kostet ligeså meget at producere. Men vi skal jo overleve." Jeg tror at sålænge et band formår at lave hele samlinger af numre der alle er af en høj kvalitet, sålænge er der også mange som gerne vil købe deres albums. Det er bare ikke rimeligt at kunden kun stilles overfor at kunne vælge imellem alt eller intet, det er der mig bekendt ikke andre brancher der gør. Musikbranchens image har altså fået et vældigt pift efter at du kan gå ud og købe enkeltnumre, og rent faktisk tror jeg at mange blot smiler ved tanken om at det kan lade sig gøre, men i praksis køber hele albummet med kunstneren. Det er en psykologisk effekt som du vil kunne måle på tegnebogen fordi folk bliver gladere for mere frihed, og er villigere til at støtte jeres branche, men i virkeligheden kan det meget vel være at de ikke særlig ofte rent faktisk anvender denne mulighed. Alt dette forudsætter selvfølgelig at bandet er istand til at levere en plade hvis kvalitet gennemgående er høj, og kan man ikke det må man jo hyre sangskrivere udefra, eller vente til man har nok gode sange skrevet færdig. Det kan godt være det er fordyrende, men du sikrer dig selv at der bliver udgivet et album du bedre kan stå indefor selv. "På samme måde med musik & kunst - den taber sin værdi, hvis den kan vare evigt. Det er derfor vigtigt at binde kunst til noget fysisk, som kan forgå. Herved opretholder kunsten sin værdi. Hvis kunst varede evigt, ville du kunne vente med at opleve den til senere ... værdien af det evige er nul. " Meget flot, men alle dage har man forsøgt at gøre kunst uimodtagelig for tidens tand. Det netop fordi mennesker er dødelige, men ønsker at deres tanker skal kunne bruges af fremtidige generationer. Uden den mulighed ville verden være af lave, for mennesker har brug for selvforståelse i forhold det sted og den tid de befinder sig i. Hvor ville verden være uden Rembrandt, Homer og JS Bach? Det er 3 ud af millioner af eksempler på god kunst som man har foreviget. Og den eneste konsekvens af at man laver et medie så det går til efter et vist antal år, bevidst eller ved en fejl, men nok næppe udfra din filosofi, er at kunden påny går ud og køber det, og derved lever kunsten ligeså fint videre som før. Men du kan jo skrive på indercoveret til jeres næste album at folk venligst bedes holde sig fra at købe et nyt eksemplar af jeres skive hvis det de allerede har går til, fordi det strider imod dine private begreber om kunst :) "Det skal du nu ikke være så sikker på. Der er nødt til at komme penge den anden vej (fra publikum til branche) hvis der fortsat skal produceres nyt. Husk at ny musik koster penge at producere." Ja, og det vi taler om er en flatrateportal der er overskud ved, hvilket vil sige at der kommer penge til musikerne. "Hvorfor tror du, at opsamlings-albums & greatest-hits albums peaker helt vildt? Det er jo ikke ny musik ..." Jeg har flere steder hært at mange ikke er så glade for nye studiealbums som før i tiden, og det kan så være en grund til at man køber noget hvor man er sikker på at få valuta for pengene. Måske branchen er i en død periode rent kreativitetsmæssigt, eller er det fordi man har vænnet sig for meget til at lave musik der hænger folk ud af halsen efter 2 uger? "Ja, så må publikum se at komme til lommerne igen. For tiden knokler hele branchen for at leve op til publikums & detailhandelens (meget høje) krav." Ja, og svaret på hvad der skal til for at de kommer til lommerne, det har du i denne tråd. "Jeg forstår ikke, hvorfor du og andre bliver ved med at skrive det samme og det samme. Vi kopisikrer ikke vores ting - men jeg får da efterhånden en ide om, at vi måske skulle begynde at gøre det, så ofte dette emne kommer på bane ... man begynder at tro, at der må være noget rigtigt i det." CD´er er idag forsøgt kopisikrede, og den modifikation til vores flatrateportal der synes mere spiselig for dig, hvor man ikke kan beholde det musik man downloader, må vel nødvendigvis også hænge sammen med en kopisikring? "10 sange pr. dag ??? Hvornår skal du nå at høre dem? Det er forrykt - du ville få øreforstoppelse på en uge. Jeg ville ikke kunne tåle at høre mere en 1 ny sang om ugen. Jeg elsker stilhed ... og helst meget høj stilhed ;-)" Du er ved at være godt med nu. Sådan vil mange kunder nemlig også tænke, men netop betale fordi de ved at de har frihed til at kunne høre så meget. Det er igen det med den psykologiske effekt. Det er samme teknik man bruger når man, som teleselskaberne gør det i disse dage, går ud på markedet og tilbyder flatrate telefoni, 12 timer om dagen! De færreste vil bruge det så meget, omend der i starten vil blive snakket en del mere end vanligt. Men folk køber det fordi de ikke føler sig lagt i bånd af deres købmand, og på nøjagtig samme måde vil det være med 300 sange om måneden. Iøvrigt er der nu på den anden side ikke noget mærkeligt ved hvis nogen rent faktisk vælger at bruge hele deres kvote: Hvor meget musik flyder ind i folks stuer hver dag fra radioen, og tror du ikke der ihvertfald er mindst 10 nye numre deriblandt? Synes du ikke også det er rarere for dig som kunstner at brugeren har været selektiv, fremfor at det er dj´en der har været det, så musikken er mindre væsentlig for kunden, og derfor blot fremstår som en gang baggrundssovs? Har kunden haft indflydelse på valget af sin musik fordyber han sig langt mere i den - ligesom hvis du køber 10 bøger som du er meget interesseret i, fremfor at en bogklub sender dig 10 helt tilfældige bøger. |