Tekst: | "Produktet svarer ikke til mit forbrugsmønster. Your loss."
Dit forbrugsmønster ... ? Hmm - er det radiolytning & fildeling? Problemet er jo, at mange folk har vænnet sig til et "forbrugsmønster", hvor musik er gratis. Det er jo nøjagtig det, jeg beder dem om at lade være med.
Det er ikke rimeligt, at indholdsfolkenes brancher skal være underlagt et krav fra visse forbrugere om, at de vil have lov til at tage alt hvad de vil - og så vil de overveje, om de vil betale for det - og hvor meget.
Jeg ved, du vil sige: Jamen sådan er virkeligheden. Og du har ret - sådan er den for nogen lige nu. Men virkeligheden ændrer sig hele tiden - og den ændrer sig altid i spring, som du så dengang fildeling blev folkesport.
Jeg vil ikke gøre mig klog på næste generations musikforbrug, men jeg ved, der bliver arbejdet hårdt på at lave det, du efterspørger: Musik-on-demand som streaming. Pludselig vil det bryde igennem og være overalt - måske via fremtidens mobile spillere?
Men før de store spillere på hardwaremarkedet vil gå ind i store investeringer, skal de først kunne have en forventning om, at der er penge at tjene på langt sigt. Dette betyder, at alle de fildelingstjenester, der tilbyder gratis ulovlig fildeling må fjernes først - og det er dette, film- og musikbranchen er igang med - nøje overvåget af hardwareproducenter, medier og politikere.
Jeg ved du vil sige, at det kan ikke lade sig gøre. Og du har ret igen - men målet er ikke at udrydde alt fildeling. Målet er at isolere fildelerne til kun at bestå af nørderne og de hard-core-kriminelle. Det er dem, der skal slås med apg - ikke den store gruppe af almindelige mennesker, som egentlig gerne vil betale, hvis det ikke lige var fordi det var så nemt at fildele.
Men det er også et større spørgsmål - et moralsk spørgsmål - både for den enkelte fildeler, og for verden som sådan. Du ved jo godt, at fildelingen ikke kun rammer de store selskaber, som fildelerne selv hævder. De er sgu egentlig ligeglade (selv om de lader som om de ikke er) - de sidste 3 års udvikling på det digitale musikmarked har været en drømme-position for dem. Hvorfor? Fordi det er de små og mellemstore selskaber og kunstnere, som presses ud. Jo sværere de har det, jo nemmere bliver de for de store at opkøbe deres kataloger for en slik.
Det er jo ikke alle, der var så hurtigt fremme som DmD med at lægge vægten over på live-produktionen og skrue ned på indspilnings-produktionerne. Masser af vore kolleger går på kanten af afgrunden hver dag - bl.a. alle dem, hvis talent mere ligger som studie-kunstnere - men som ikke er store live-kunstnere.
På den måde kan man sige, at gratis-forbrugerne spiller de store selskabers spil - imod de små. Stik imod, hvad de selv bilder sig ind, når de fildeler. Fildelerne og de multinationale selskaber er rigtige venner ...
KK |