Tekst: | "Det er rettighedshaveren (ophavsmanden og musikforlaget), der har ophavsretten til et musikværks noder. Rettighedshaveren bestemmer - lisssom en sælger af en vare - hvad prisen på noderne skal være, herunder om de skal være gratis."
Når en komponist bliver medlem af Koda, afgiver han en del af sine ophavsrettigheder til Koda. Det sker via den medlemserklæring, som komponisten skal underskrive når han bliver medlem. Medlemserklæringen er et juridisk bindende dokument, hvor komponisten overdrager eneretten til at give tilladelse til offentlig fremførelse af alle sine værker.
At stille et ophavsretsligt beskyttet værk gratis til rådighed for alle på internettet regnes efter dansk retspraksis for offentlig fremførelse af værket. Derfor kan du - som medlem af Koda - ikke lægge dine egne værker til gratis download på nettet uden først at få tilladelse fra Koda. Og derfor kan du - som medlem af Koda - ikke give mig tilladelse til at lægge et nodeblad med en af dine kompositioner til gratis download fra min hjemmeside. Denne ret har du overdraget til Koda ved at underskrive medlemserklæringen, og kun Koda kan give tilladelse til offentlig fremførelse af dine værker. Det er korrekt at man kan købe nodeblade på nettet uden at Koda skal involveres. Når der skal betales for værket regnes det ikke for offentlig fremførelse. Hvis du ser på de nodeblade, som sheetmusicnow.com tillader gratis download af, kan du ikke finde kompositioner af Koda-medlemmer, da disse komponister ikke kan give sheetmusicnow.com eller andre tilladelse til at tilbyde gratis download af deres værker. Jeg har svært ved at forstå hvorfor komponisterne og tekstforfatterne tillader deres egen fællesorganisation at indføre den slags restriktioner overfor deres egne medlemmer. For det første er det et (efter min mening helt unødvendigt) indgreb i kunstnernes ret til egne værker, og for det andet betyder det at kunstnerne ikke kan undgå at Koda altid tager de 12-14% af kunstnernes indtægter, som de bruger på administrationen af tilladelser til offentlig fremføring af værkerne. Ved hjælp af aftalelicensen kan Koda gøre indgreb i ophavsrettighederne for komponister og tekstforfattere, som ikke er medlemmer af Koda. Hvis en komponist der ikke er medlem af Koda har offentliggjort en af sine kompositioner kan jeg, hvis jeg har fået tilladelse fra Koda, lægge et nodeblad med kompositionen til gratis download på nettet - også selvom komponisten protesterer. (Det ville være en dårlig forretning for mig, da Koda vil have penge for en sådan tilladelse.) Juridisk kan komponisten ikke gøre noget, da jeg med en tilladelse fra Koda fuldt legalt kan lægge kompositionen til gratis download på nettet. Og aftalelicensen garanterer ikke at komponisten får del i de penge, som jeg betaler til Koda. Et særligt slemt eksempel på aftalelicensens indgreb i kunstnernes ret til egne værker er allofmp3.com. Da allofmp3.com har en aftale med en russisk fællesorganisation, er websitet legalt. Allofmp3 kan således fuldt legalt sælge dine værker, også selvom du ikke ser en krone af indtægterne. |