Tekst: | Jeg er glad for at vi er enige om, at det skal være frivilligt for skabende kunstnere om de vil kræve betaling for deres værker eller ej. Andre, som jeg har debatteret dette med, har været langt mere ekstremistiske, og har ønsket at forbyde gratis musik for lettere at kunne bekæmpe ulovlig kopiering. Det glæder mig at du ikke er så ekstremistisk i dit syn på ophavsretten.
Det er vigtigt for mig at den skabende kunstner har frihed til at gøre hvad han vil med sit værk - så længe det er beskyttet af ophavsretten.
Den frihed har danske komponister desværre ikke i dag. For eksempel kan du ikke give mig tilladelse til at publicere noderne til en af dine kompositioner på min webside, da du er medlem af Koda. Omvendt kan jeg (også selvom du ikke ønsker det) publicere noderne til en af dine kompositioner på min webside, blot jeg betaler afgift til Koda - og det kunne jeg også gøre selvom du ikke var medlem af Koda.
Du har misforstået mig, hvis du tror jeg mener man skal trække pengene ud af musikken. Det mener jeg ikke. Men det skal være valgfrit for kunstneren om han vil kræve penge, hvilket vi heldigvis er enige om.
Det er forkert at man ikke kan få noget gratis. De bedste ting i livet er faktisk gratis.
Du sammenligner det at indskrænke den ophavsretslige beskyttelse med hvad man forsøgte at gøre i Sovjetunionen. Den sammenligning mener jeg ikke holder - tværtimod. I kommunismen gælder "proletariatets diktatur". Her tager man rettigheder fra befolkningen og giver dem til de få der har magten. I ophavsretslovgivningen tager man retten til at bruge og kopiere beskyttede værker fra befolkningen og giver den til de få der har ophavsretten. Så jeg mener at ophavsretten grundlæggende set ligner kommunismen, og hvis vi ikke passer på, så kommer det til at gå med ophavsretten på samme måde som det gik med kommunismen. Samtidig må vi huske på, at de monopoler som ophavsretten giver grundlæggende set er uforenelige med den liberalistiske ide om det frie marked. Prisen på musik fastsættes således ikke ud fra markedskræfterne, men ud fra hvad ophavshaverne (specielt indspilningsrettighedshaverne) vil have for en kopi.
Jeg synes det er lidt naivt at tro at de ekstra indtægter som musikforlagene får ved stramninger og udvidelser af ophavsretten vil blive brugt til at nurse nye talenter. Musikforlagene er - ligesom de fleste andre virksomheder - skabt for at tjene penge til ejerne. Jeg tror at musikforlagene under alle omstændigheder vil nurse en så stor talentmasse som de finder nødvendigt for at sikre virksomhedens fremtidige drift på længere sigt (ellers er de temmeligt dumme), og at eventuelle ekstra indtægter vil ende med at blive udbetalt til ejerne som udbytte (lidt groft sagt, da virksomhedsøkonomi ikke er helt så enkelt).
Grunden til at jeg mener at vi kan få et mere blomstrende kulturliv med en mindre stærk ophavsretslig beskyttelse er, at kunstnere i langt højere grad får frihed til at basere deres værker på andre allerede eksisterende værker. Vores kultur har i høj grad udviklet sig ved at kunstnerne har kunnet række lidt højere ved at "stå på skuldrene" af tidligere kunstnere. Bortset fra ren inspiration kan en kunstner i dag (hvis han ikke vil betale licensafgifter til højre og venstre) ikke bygge videre på eksisterende værker medmindre disse værker er mange generationer gamle. På denne måde bremser ophavsretten vores kulturelle udvikling.
Når jeg skriver at der allerede i dag findes tusindvis af stykker musik af anerkendte kunstnere, som lovligt stilles til rådighed til download og/eller distribution over p2p netværk, mener jeg i høj grad gratis mp3'er som jeres egne. Hvor mange stykker musik stiller i til rådighed gratis? Hvor mange anerkendte (ikke bare af dig selv, men generelt anerkendte) kunstnere findes der på verdensplan, som har en web side? Du kan jo selv gange sammen, og for en sikkerheds skyld dividere med to. Det er med vilje jeg ikke kommer med en række links, for disse gratis tracks annonceres normalt ikke og, og kan være svære at finde (det kan blive dyrt for en populær kunstner, hvis for mange pludselig begynder at downloade). Desuden kunne det risikere at udvikle sig til en diskussion om hvornår en kunstner er anerkendt. Men jeg mener også samlinger af gratis musik, som f.eks. "Live Music Archive" (http://www.archive.org/audio/etree.php). Her kan du blandt andet finde 2888 optagelser af Grateful Dead. |