FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP
Afsender:Ole Husgaard
Email:osh@sparre.dk
Emne:Der er forskel på musik og pengesedler.
Tekst:Jeg synes ikke det er en god sammenligning, da der er en række grundlæggende forskelle mellem pengesedler og musik.

Men jeg må hellere forklare lidt om hvorfor vi har en beskyttelse mod kopiering af pengesedler og musik, så du kan se hvorfor de to former for beskyttelse er væsentligt forskellige.

Der er dog en vigtig lighed mellem penge og (ophavsretsligt beskyttet) musik: Begge har en økonomisk værdi der er opstået på grund af en kunstig mangelsituation skabt af et forbud mod kopiering.

I dag har kronen alene en værdi fordi der er mangel på den, og fordi nogle vil bruge den som betalingsmiddel. Hvis der kommer flere pengesedler i omløb, mindskes værdien af alle de andre pengesedler (groft sagt, for det gælder jo ikke alene kontanter). Det går altså ud over alle i samfundet. Det kan ske enten ved falskmøntneri eller ved at nationalbanken trykker flere penge. I begge tilfælde medfører det inflasion, da vores penge bliver mindre værd. I ekstreme tilfælde kan det medføre en nær-kollaps af samfundets økonomi, så folk bliver tvunget til igen at handle ved byttehandler. Derfor straffes falskmøntneri med op til 12 års fængsel.

Den ophavsretslige beskyttelse af musik er en byttehandel mellem samfundet og kunstnerne. Mod at give kunstneren et tidsbegrænset monopol på den kommercielle udnyttelse af det frembragte værk, håber samfundet at kunstnerne bliver tilskyndet til at frembringe flere værker. Historisk set ved man at den ophavsretslige beskyttelse ikke er nødvendig for at der skabes musik, da der også blev skabt meget musik før ophavsretten blev opfundet for lidt over hundrede år siden - kunstnerens skabertrang er altså større end snævre økonomiske interesser. Når et stykke ophavsretsligt beskyttet musik ulovligt kopieres, udvandes kunstnerens (eller den som kunstneren har solgt rettighederne til) monopol en lille smule. Hvis den der ulovligt kopierede musikken ellers ville have købt den lovligt, går kunstneren (eller den der har ophavsrettighederne) glip af den indtægt han ellers ville have haft på salget af et eksemplar.

Så hvor falskmøntneri rammer hele samfundet og i værste fald kan have meget alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomien, rammer ulovlig kopiering af ophavsretsligt beskyttet musik kun ganske få personer, og offerets problem er højst færre indtægter end han ellers ville have haft. Derfor straffes krænkelser af ophavsretten kun med fængsel i op til 1 år og 6 måneder - og det er kun i de groveste tilfælde; normalt straffes højst med bøde.

Så jeg mener altså ikke at sammenligningen duer. At sige at ulovlig kopiering er lige så slemt som falskmøntneri er som at sige til alle de unge mennesker der i dag kopierer ulovligt at falskmøntneri ikke er værre end ulovlig kopiering. Tilsvarende for sammenligninger mellem ulovlig kopiering og mord eller voldtægt som jeg har set andre steder.

Der er forskel på grovheden af forskellige lovovertrædelser.



Dit navn:
Din email:
Overskrift:
Din tekst:




Oversigt alle rum