Tekst: | Ligesom mange mediers referat af denne amerikanske højesteretsafgørelse er dette indlæg efter min mening stærkt misvisende.
For det første er der ikke tale om en dom, men om en precedensskabende retsafgørelse.
For det andet gør højesteret ikke Grokster og Streamcast ansvarlige eller medansvarlige for den ulovlige fildeling. Sagen er sendt retur til lavere retsinstanser for en afgørelse om der kan ikendes dem et ansvar for at have opfordret til ulovlig kopiering.
For det tredie ændrer afgørelsen ikke reelt på forholdet mellem film- og musikbranchen på den ene side - og de mange fildelings-selskaber på den anden. Afgørelsen præciserer bare at fildelings-selskaber kan ifalde ansvar for at opfordre til ulovlig kopiering. Det er stadig lovligt at udvikle og bruge peer-to-peer fildelings-programmer, og højesteret anerkender at der findes en betydelig lovlig brug af sådanne programmer.
Jeg vil anbefale folk at læse selve afgørelsen: http://www.eff.org/IP/P2P/MGM_v_Grokster/04-480.pdf
Juridisk set opretholder afgørelsen den gamle afgørelse der faldt i Sony Betamax sagen. Denne gamle afgørelse gør videooptagere lovlige i USA, og siger at producenter af videoafspillere ikke kan holdes ansvarlige for brugernes brug af videooptagere til ulovligt at kopiere ophavsretsligt beskyttet materiale. Højesteret præciserer denne gamle afgørelse ved at sige at den ikke kan fortolkes så bredt at producenter friholdes for enhver form for medansvar for ulovlig kopiering, og specielt at producenter kan ifalde ansvar hvis de opfordrer brugerne af deres udstyr til ulovligheder. |