FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP
Afsender:Klaus K
Email:kk@dansermeddrenge.dk
Emne:Absurd læsning ...
Tekst:
"Personligt mener jeg at myndighederne i rigelig grad varetager dine og andres interesser med det statsgaranterede monopol som hedder ophavsret."

Absurd sætning at læse for en ophavsmand - men det er da dejligt, at du ærligt giver os baggrunden for al den energi, du lægger for dagen med dine indlæg.

"Det statsgaranterede monopol" siger du. Det er noget sjovt noget at kalde ophavsretten - er din ejendomsret til din egen PC så ikke også "et statsgaranteret monopol"?

Jeg kan personligt oplyse dig om, at man som kunstner ikke mærker meget til, at myndighederne varetager ens interesser. Tværtimod synes myndighederne indstillet på at lade os klare os selv imod det massive gratisforbrug af musik og film, der finder sted via nettet hver dag. Staten vil fx. ikke stoppe piratkopieringen via deres egne nyhedsservere ... det må I selv gøre, siger de.

Og hvad havde du så tænkt dig uden ophavsret? Skal alle bare kunne stjæle fra alle? - det svarer jo til, at samfundet skulle acceptere alle villa-indbrud efter brækjernets opfindelse. Det holder jo ikke. Det er barnligt. Men det er faktisk det, der sker i den digitale verden. Det er jo netop fordi staten ikke vil beskytte os imod gratis-forbruget, at vores & filmfolkenes organisationer har været nødt til at bringe apg på banen ...

Naturligvis skal alle folk da have retten til deres egne ting. Det kan ikke være anderledes. Skal du ikke have retten til dine egne ting? Hvis du skriver en bog og udgiver den - skal jeg så kunne kopiere den, sælge den og tjene penge på den - uden at du fik en øre?

Nej - for resultatet ville være, at du ikke ville kunne skrive en bog. Tænk, hvor meget verden så ville gå glip af ;-) Det er derfor vi har ophavsretten - for at du med dit helt sikkert enorme talent har et incitament til at skrive en bog - eller lave en plade. Og at nogen (et forlag eller et pladeselskab) har et incitament til at investere i at få den udbredt.

"Det amerikanske retsystem har heldigvis blik for at samfundets interesser ikke er lig pladebranchens interesser og at retsstanden i et samfund ikke bør forringes bare fordi en række pladeselskaber ikke formår at tjene penge."

Bortset fra at det er det private erhvervslivs evne til at tjene penge, og dermed generere den vækst, som betaler din SU (eller hvad du nu er på) (og iøvrigt også betale det amerikanske retssystem) - så drejer dette sig ikke kun om nogle få virksomheders evne til at generere overskud. Det er manipulation at sige, at Jeres modstandere kun er de store pladeselskaber.

Det smager af misundelse - og det er en meget malplaceret misundelse, baseret på at pladebranchen skulle være rigere eller bedre stillet økonomisk end andre brancher. Det er den bestemt ikke - tværtimod. Det er en vits, som falder tilbage på ophavsrets-stormerne og giver dem et plat skær af småligt fedterøveri ...

Nej - Jeres modstandere er alle verdens kunstnere - og I angriber deres mulighed for at kunne leve af deres kunst. Det drejer sig om, hvorvidt det - hvis du og dine venner får magt som I har agt - overhovedet kan lade sig gøre for kunstnerne at producere noget ...

Men det er vel egentlig også sådan, at fronterne i hele denne krig skal trækkes op: Forbrugerne imod leverandørerne = kunstnerne. Det sandelig en rigtig revolution, hva? - hvor stort - og hvor bravt ...

Min påstand er, at skulle det lykkes for dig at få noget udgivet en dag (jeg mener udgivet fysisk - ikke udgivet på en gratis netside) - så vil du indse, hvor uigennemtænkte dine synspunkter er.

Ophavsretten er der af en årsag. Årsagen er, at verden skal bruge musik, kunst, underholdning, whatever. Og resultatet af ophavsretten er alt det materiale, der nu suser rundt på nettet som gratis musik- og film forbrug. Uden ophavsretten fandtes der slet ikke noget, nogen gad kopiere.

Klaus K.

PS: Sony købte sig først ind i musikbranchen i slutningen af 80-erne via købet af CBS. VHS/Betamax krigen foregik flere år tidligere, og havde ikke musikbranchens deltagelse.

PS-2: "Vendekapper" ... ? Interessant. Det lyder som sådan noget min søn tager på, når han skal spille rollespil ...



Dit navn:
Din email:
Overskrift:
Din tekst:




Oversigt alle rum