| Tekst: |
Jeg ville sgu egentlig blive så glad, hvis der bare var én af Jer herinde, jeg kunne bringe til at forstå forskellen på den ægte ophavsret og det, der hedder "nærtstående rettigheder" eller "afledte rettigheder". Skulle det mon blive dig, Anders?
Jeg prøver ... du skriver: "Jeg kan ikke se det rimelige i at ophavsretten fortsætter i flere generationer efter skaberens død - det giver da ingen mening? Jeg kan nu heller ikke se det er noget problem for musikbranchen - det er vel ikke meningen at branchen skal leve af musik som blev produceret for over 50 år siden?"
Der findes 2 (to) slags rettigheder, som ikke er de samme - og som ikke lapper ind over hinanden:
A: Pladeselskabernes rettigheder (deres ret til at udnytte/sælge de indspilninger, de "ejer") udløber 50 år efter indspilningsåret. Man kan sige, det er meget - man kan sige det er lidt. Men sådan er det i DK og de fleste andre lande. Husk, at jo kortere man gør denne ret, jo lavere bliver investorernes (plade-selskabernes) interesse i at investere i udsendelse af ny musik.
OG NU TIL NOGET HELT ANDET:
B: Ophavsretten. Ophavsretten har kun komponister og textforfattere (fx. Wagner's rettigheder til sine operaer). Denne ret har 3 grundelementer: 1. Retten til at blive navngivet, når nogen udsender éns værk. 2. Et vederlag (8-10% af engros prisen) ved salg - og 3. Ingen må lave afgørende om i et værk, der skal udsendes uden at spørge ophavsmanden.
Men herudover må alle mennesker udsende / udgive et hvert værk, der er omfattet af ophavsretten. Du må fx. gerne indspille og udsende "Yesterday" (og tjene på den, hvis du kan), når blot du overholder de 3 præmisser ovenover.
Disse rettigheder udløber 70 år efter ophavsmandens død.
Hvorfor varer de så lang tid? Fordi ophavsmanden skal have en gulerod for at sætte år - måske hele sit liv - af til at skrive musik, som han uden ophavsretten ikke ville få en øre for.
Jamen - er det så ikke nok, at han får penge til sin død? Formentlig ikke. I praksis sker der det, at ophavsmanden sælger ud af rettighederne til fx. et musikforlag, som "investerer" i ophavsmandens musik ved at få den til at generere indtægt - til gengæld får ophavsmanden et forskud, som han kan leve af, mens han laver musikken.
Du tror det måske ikke, men det er ikke nogen guldgrube af være sangskriver / textforfatter - det er i 99% af tilfældene ikke noget, man kan leve af, uden at have job ved siden af.
Men så længe man har ophavsretten, kan en sangskriver altså sælge en del af ophavsretten til sine sange - (det er i DK kun tilladt at sælge 50%) - sådan at et musikforlag kan tjene på dem (ved at få sangene placeret på CD-er og i radio - og dermed modtage en del af de 8-10%). For dette salg modtager ophavsmanden et forskud, som han kan leve af i en periode.
Jeg kan godt se, det kan være svært at forstå - men prøv at tænk på, at der er mennesker over hele verden, som er kommet frem til at dette system (ophavsretten) kan sikre, at publikum til stadighed kan få ny musik at lytte til og nyde. Tænk på al den musik, der er blevet skrevet & produceret bare i de sidste 100 år - uden ophavsretten var det aldrig sket ...
- og når jeg nævner Sovjetunionen i mine indlæg, er det netop for at vise, at "vores" verden har været "deres" verden totalt overlegen på dette felt. Fordi vi havde ophavsretten - mens Sovjet intet havde. Resultatet var, at der ikke blev lavet noget musik, der var værd at lytte til i Sovjet det 20. århundrede.
Vi står med de nye p2p-tjenester overfor noget, der minder om forholdene i Sovjet 1917-1989 - nemlig at rettigheder ikke kan udnyttes (sælges), fordi mange brugere kan hente musikken gratis. Dette vil uvægerligt føre til færre komponerede musikstykker - for hvor gerne vi end vil sovse os ind i drømmen om, at alting skal laves af lyst - uden tanke for penge - så skal der altså en gulerod til, før nogen ophavsmand vil bruge sit liv på at skrive musik.
Forstår du det lidt bedre nu?
Klaus K. |
