| Tekst: |
Kristoffer - jeg får lyst til at fortælle dig noget om situationen set ud fra vores synspunkt, som du måske kan forstå. Først dit citat:
"der er udgivet rigeligt med fremragende musik fra de seneste par hundrede år til at jeg kan dø en lykkelig mand."
Min teori er, at hvis ikke musikbranchen kan få bugt med p2p-netværkene og anden musikdræbende kopiering, så vil indeværende århundrede blive meget fattigt på ny musik.
Min egen statistik: Jeg har i perioden 1979 - 2000 skrevet ca. 125 sange, der er udgivet på plade og CD (plus en masse, der blevet kasserede). Det er ca. 6 sange om året. Siden Napster & den første store CD-nedtur har jeg skrevet 10 (2,5 sang pr. år) - og jeg har endda været ude af musikbranchen i flere perioder i årene 1984 - 1988, hvor jeg arbejdede som journalist.
Du vil sikkert hævde, at det er fordi jeg er gammel (det er sandt nok - jeg er 50 år, men det har ikke noget med sagen at gøre) eller at jeg ikke har mere på hjerte, men det er ikke sandt. Jeg er fuld af energi, ideer og virkelyst, men jeg orker simpelthen næsten ikke at sparke mig selv over til klaveret for at bruge uger på at ofre mit hjerteblod på noget, publikum alligevel ikke vil have. Jo - nogen vil fortsat gerne have ny musik. Men slet ikke så mange som tidligere.
Dette er ikke kun mit problem - det er hele branchens. Det er ikke kun min aldersgruppes problem - det er sangskrivere i alle aldre's problem - i hele verden.
Derfor laver vi i stedet koncerter. Og det vil publikum sjovt nok gerne have - vi har et større og større koncert-publikum, som vi er meget glade for. Og de er parate til at betale en større og større pris for at se os.
Nu er det jo ikke kun et spørgsmål om penge - men derimod om kommunikation. Vi kommunikerer med vores publikum - vi forsøger at røre dem, gøre dem glade og kede af det. Vi laver fest. Vi prøver i al beskedenhed at skabe noget stort - sammen med vores dejlige publikum. Ind imellem lykkes det.
Men pengene er nødt til at være til stede, for at vi kan fortsætte. Det koster penge at lave indspilninger (som jeg har beskrevet andetssteds) og det koster penge at have et band on-the-road. Situationen er nu så grotesk, at vi kan spille to koncerter i Pumpehuset og tjene lige så meget (lidt) som vi kan tjene på at udgive en ny CD. Det skyldes ikke, at vores koncerter er ekstremt dyre - men at salget af indspillet musik er faldet så meget.
Et meget stort publikum vil gerne betale 180 kroner for at se en koncert med os - men ikke 150 kr. for vores nye CD. Mærkeligt - eller hvad? Vi har nu solgt 10.000 eksemplarer af vores nye CD - næsten uden markedsføring - og alle i branchen siger, det er flot, for der er næsten ingen, der kan sælge noget nyt mere.
Vi har dermed ikke det store incitament til at lave ny musik. Tænk på at det tager ca. et år at skrive og indspille et nyt album. Det er meget nemmere at arrangere et par koncerter - eller at udsende gamle sange.
Jeg ved, at mange i vores branche har det på samme måde. Der er mange, der giver op for tiden - nogen har kun været fremme i ganske kort tid.
Du skriver, at du ikke gider købe musik - hverken på nettet eller på anden vis. Pga. magelighed - pga. formatet - pga. prisen - anything. Men så må du også forstå, hvilket signal du sender til mig og mine kolleger: Du beder os om at lade være med at lave ny musik.
Dette signal kan vi ikke blive ved med at overhøre, og det kan vores kolleger heller ikke. Sangskriverne ophører langsomt med at skrive - der kommer naturligvis nye sangskrivere til, men de fleste vil hurtigt blive klemt ud igen, hvis ikke der kommer noget den anden vej.
Derfor beder jeg dig om at overveje dit ansvar. Publikum har et ansvar - publikum stemmer med pengepungen - og hvis ikke de vil have (= betale for) ny musik, så får de det heller ikke.
Dette er situationen set ud fra vores synspunkt - nu, og på længere sigt.
Klaus K. |
