Tekst: | Det kan da godt være at nogle splinternye computere ryger over disken med lidt antivirussoftware, en firewall og måske også windows installeret, hvilket omfatter browser, medie-afspiller og chat-klient, hvis vi skal nævne de vigtigste ting som gratis følger med. Men der er jo et hav af andre programmer derude til forskellige behov som operativsystemet overhovedet ikke dækker. Microsoft Office pakken, tegneprogrammer, brænderprogrammer, billedfremvisere etc,etc,etc. Og så er der iøvrigt mange som vælger IKKE at købe computeren med software installeret, da det kan spare dem en del penge, når nu Onkel Tejs allerede har en kopi man kan få gratis. Men vigtigst af alt er en særlig type programmer: Spil! Om du så skulle få 10 spil med når du køber din computer er behovet der meget hurtigt for nye. Det ved selv jeg som ikke har rørt et computerspil i de sidste 10 år.
Og som vi også tidligere har diskuteret er spil noget af det man idag bruger mere opmærksomhed på end musik. Ja ganske vist kan man da sagtens lytte til musik mens man spiller, men det bliver på et langt mere overfladisk niveau end hvis man går og tørrer støv af - computerspil kræver din fulde koncentration. Så når der trods et stort behov for at få ny software, spil, alligevel ser ud til ikke at være så store problemer for denne branche når vi taler om kopiering, skyldes dette hvad jeg tidligere sagde, nemlig at denne branche har været bekendt med problemet i flere år, og har meget bedre erfaringer med at vælge den rette fremgangsmåde til bekæmpning af pirateri. Det ligger da også mere naturligt til den, da det jo netop fra fødslen var en computerbaseret branche - uundgåeligt - hvorimod musik først indenfor de seneste år er noget man har kunnet lagre på sin computer. Spilindustrien har heller aldrig forsøgt at gøre hele sin kundekreds til syndere, men gået meget bevidst efter de store fisk som tjente penge ved at sælge kopier: Før internettet blev udbredt var der en del ret så professionelle pirat-udbydere af cd-rommer man kunne abonnere på, ofte fremstillet på rigtige fabrikker - ikke bare hjemme i kælderen. Det var DEM man særligt gik efter, og i langt mindre grad køberne - man havde ihvertfald ikke så travlt med at få smidt køberne i fængsel og gøre dem meget økonomisk handicappede. At man har ført denne politik tror jeg er grunden til at folk i højere grad respekterer software-industrien og støtter den ved at købe dens produkter, og en sådan tankegang burde musikbranchen tage ved lære af. |