Tekst: | Kære Knud. Tak for dit meget kontante indlæg - men du misforstår noget, når du skriver:
"Jeg er selv lønslave og jeg for løn for at gå på arbejde ikke for at sidde hjemme og se tilbage på det jeg har lavet."
Musikere får ikke løn for at lave CD'er - ligesom du får løn for dit arbejde. Musikernes løn for at lave en CD får de først, når folk køber CD'en. Og undertiden kan der gå flere år, før de har tjent en mindsteløn ind på salget af en CD.
Hvis folk brænder CD'erne (eller tager dem gratis på anden vis) i stedet for at købe dem, gør de musikerne til arbejdsslaver. Det minder selvfølgelig lidt om at være lønslave - det er blot uden løn.
Du skriver også: "Til de stakkels musiker kan jeg komme med dette råd: Se at lette røven og kom ud og spil hvis i vil leve af det."
At spille koncerter er en fin ting, som vi selv har stor glæde af for tiden. Men i det lange løb er musikerne nødt til at lave ny musik, hvis de fortsat vil have et koncertpublikum - for publikum vil ikke høre det samme musik år ud og år ind. Derfor er det nødvendigt for musikerne at tage en pause fra koncerterne og lave nye CD'er ind imellem.
Vi vil meget gerne fritages for at blive kaldt "stakkels musikere" uanset om vi er det eller ej. Vi beder bare folk om lade være med at brænde CD'erne - og støtte de musikere, man godt kan lide ved at købe deres CD'er i stedet.
Jeg håber du har forståelse for dette.
Hilsen Klaus K. / DmD |