| Tekst: | "Den eneste løsning jeg kan se på "problemet" omkring de legale kopieringer er at indregne dem i produktets pris.
Der gælder jo i forvejen mange regler for (og imod) anvendelse af musik, og prisen burde altid afspejle den værdi kunden får når (tilladelse til brug af) værket købes."
Den tilladelse har rettighedshaverne ikke givet. Derfor kan de ikke opkræve penge for den ved salg af CD'ën. Det er staten, der har foretaget indgrebet i den ophavsretlige eneret og derfor skal medvirke til en kompensation for den sekundære brug. Hertil kommer at en prisforhøjelse på den originale cd også ville ramme alle dem, som ikke ejer en PC, brænder eller som ikke har brug for yderligere eksemplarfremstilling. En prisforhøjelse ville samtidig vaære stimulerende for den ulovlige kopiering.
Tallene for den lovlige kopieringen kan evt. belyses med udviklingen i blankmedievederlaget fra 1993 til i dag. Den analoge kopiering må antages at have været hovedsgelig lovlig.
1993:
8,4 mio. kr.
1994:
54,7 mio. kr.
1995:
59,7 mio. kr.
1996:
76,0 mio. kr.
1997:
64,3 mio. kr.
1998:
67,1 mio. kr.
1999:
43,5 mio. kr.
2000:
39,9 mio. kr.
2001:
37,8 mio. kr.
2002:
59,0 mio. kr.
Faldet fra 1998 til 2001 må tilskrives, at der ikke blev betalt blankmedievederlag på blanke skiver i denne periode, da digital kopiering var ulovlig. Med lovliggørelsen i 2001 stiger vederlaget trods import fra f.eks. Tyskland.
|
