| Tekst: | Indtil juni 2001 var en hver form for digital kopiering til privat brug ulovlig. Med en ændring af § 12 lovliggjorde man den - oven i købet så man kunne kopiere bibliotekets og vennernes CD'er. Eller rettere: man kunne fremstille eksemplarer, for det giver ingen mening at tale om kopier. Det var ikke en eksemplarfremstilling som rettighedshaverne kunne forhindre eller modsætte sig. Altså var der en regning som skulle betales: blankmedievederlag på skiverne ligesom man allerede havde det på analoge medier. Dette blankmedievederlag kan aldrig fordeles millimeterretfærdigt på den enkelte forbruger. Det er ligesom med TV- og radiolicensen, som folk efterhånden har vænnet sig til. Her betaler man licens hvis man har en modtager uanset om man ser DR og TV2 eller ej. Der er mange der kun bruger modtageren til MTV eller video/DVD. Man betaler for den mulighed modtageren indebærer, for det kan ikke måles mere nøjagtigt. Sådan er det også hvis man køber en blank skive. Hvis man giver kunderne ret til eksemplarfremstilling, så er der en regning der skal betales. Der er næppe bedre løsninger end at opkræve vederlaget på de medier eller den hardware, som benyttes. Er der nogen der kan komme med en mere konstruktiv løsning, så hører jeg det gerne. Skal vi vende tilbage til tilstanden før juni 2001 og forbyde al eksemplarfremstiling til privat brug? |
