Tekst: | Kristoffer - vi er igen derude, hvor vi ikke forstår hinanden. Du skriver:
"Klaus, hvis du linker til materiale som ikke findes på dit website så stiller du det ikke til rådighed for almenheden, for når du ikke har værket kan du ikke stille det til rådighed."
Det er meget spidsfindigt, Kristoffer - og jeg tror altså ikke jeg ville bruge dig som min advokat, hvis jeg skulle forsvare mig i en evt. sag. Modpartens argument ville jo nok lyde sådan: Lad os antage, jeg fik nogen til at stjæle din sparegris fra dig - og lægge den på fortorvet, så alle kunne tage den. Hvad så? Jeg har ikke din sparegris - men jeg stiller den til rådighed for offentligheden. Ville det fritage mig for skyld? Næppe.
Eller: Jeg giver min fætter en nøjagtig beskrivelse af, hvordan han kan gå ind i dit hus & stjæle din sparegris, og giver ham koden til at låse den op med. Er jeg skyldig? Ja, mon ikke? I hvertfald ville jeg ifalde et medvirkenansvar. Ville det hjælpe mig, at min fætter også kunne få koden til sparegrisen et andet sted fra? Muligvis - men det er langt fra givet. Så længe anklageren kan bevise, at min fætter rent faktisk tog sparegrisen, går jeg ud fra ...
"Ifølge lov om ophavsret (§2, stk 3 og 4) gøres et værk tilgængligt for almenheden når 1) eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden,"
Jeg ved specifikt om dette, at det ikke har nogen betydning, om man tager penge for det, man gør tilgængeligt - eller om man forærer det væk. Det står der jo også tydeligt - der står: "spredes til almenheden"
"At ejeren af emule-portalen ikke havde lyst til en retssag mod APG har intet med retspraksis eller præcedens at gøre. Der er massere af mennesker og virksomheder der bliver tromlet med trusler om retssager og indgår udenomsretlige forlig fordi de ikke magter at få sagen prøvet ved en domstol."
Ja - eller måske fordi de ved, de vil tabe. Under alle omstændigheder skulle de nok have gjort sig disse overvejelser inden de kastede sig ud i ulovligheder.
Jeg synes du - som en lille intellektuel øvelse for dig selv - skulle forsøge at sætte nogen andre personer og organisationer ind i eksempler, du kender. Bare for at se, om du ville komme til samme resultat. Derfor:
Disney-koncernen har samplet et stykke af vores musik og sat det på deres film og på deres website til gratis download. De benægter ikke, at det er vores musik, de har brugt - men de mener, at det må de godt, og at vi ikke skal have en øre for det.
Hvad mener du så?
Og: Vi forsøger at få TDC til at holde op med at linke til musikken på deres sites, fordi vi ikke har nogen glæde af deep-linking til musikken på Disney. Vi har kun glæde af, at publikum kommer ind på vores site, og køber musikken dér. Men TDC siger, at de gør ikke noget ulovligt.
Hvad synes du nu?
KK |