Tekst: | "Dog mener jeg ikke der behøver at komme noget bedre ud af det fordi en musiker har det godt."
Jo - sådan er det altså. Beklager. Hvis ikke musikeren har det godt - hvis der er noget der plager ham, så spiller han simpelthen dårligt. Han skal selvfølgelig ikke være overfladisk lalleglad, når han skal spille solo - men han skal have det så godt, at han er "ovenpå" på en eller anden led ... han skal i hvert fald ikke være sulten ;-) (og nogen skal heller ikke være for tørstige, men de er heldigvis et stadigt mere forsvindende mindretal) - du må tro mig, Eskild. Jeg har i min tid produceret ret mange musikere og sangere.
"Der er mange smukke sørgelige kærlighedssange som er blevet skrevet af folk som bestemt ikke havde det godt, og Schönbergs "En overlevende fra Warszawa" er sandelig heller ikke lavet af en mand i tophumør :)"
Ja - men nu taler du om noget andet: For det første er det her komponisten / textforfatteren. Han arbejder jo ikke i et studie, men ved sit instrument (eller med en pen) - for det andet er det en sjælelig smerte, du beskriver - den som kendes fra de fleste sange i verden. Det er jo ikke hans tarme der skriger, Eskild - det er hans sjæl ;-)
"Jeg konkluderer faktisk intet, men siger blot: "Gør man nu sådan, kunne man så ikke sænke priserne?" og håber så på at nogen kan fortælle hvorfor man ikke gør sådan, og hvis man gør det, hvorfor man så ikke sænker priserne. Desværre er resultatet af min nysgerrighed og forsøg på at danne broer som regel kun modtaget med mudderkager som tak her på stedet."
Det synes jeg nu ikke - men det er iøvrigt hamrende irriterende at skulle blive belært om det, man kender allerbedst til i verden - af nogen, der ikke kender til det. Kan du slet ikke forestille dig det?
Vi melder ud, at vi er kede af, at folk downloader i stedet for at købe - og så får vi skudt i skoene, at vi kan bare gøre det billigere. Men det kan det ikke - det ville da være skønt, hvis det kunne - så havde vi da en chance. Men at bede om at få det billigere er altså det samme som at bede os om, at lægge instrumenterne på hylden - og overlade scenen til wannabe's - for wannabe's er de eneste, der vil lave musikken helt gratis for at blive kendte. (Jeg vil ikke lyde hoven - jeg har selv været wannabe. Alle starter jo sådan ...) - Du kan allerede se den udvikling nu ... og den vil fortsætte, så længe flere og flere folk prioriterer efter prisen i stedet for efter kvaliteten.
"Jeg siger blot at der er så mange andre der brokker sig, men du får dem altså ikke til at holde op med det ved blot at sige: "Det koster så meget at producere en plade, og ti så stille"."
Jeg siger ikke ti stille. Jeg siger bliv klogere. Du "går ind" på vores område - du må forvente, at vi ved bedre på netop de områder, der er vores erhverv - vores liv. Jeg har mange ting at fortælle dig og mange andre herinde - ting, som nogen måske endda kunne have glæde af. Det eneste jeg kan modtage fra den anden side (og nu må du ikke tro, jeg nedgør det - for det er en meget vigtig besked) - det er nemlig beskeden om, hvorvidt vi (jeg) skal fortsætte - eller stoppe.
For uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det jo publikum, der bestemmer. Og hvis publikum ikke vil købe, så må vi dreje nøglen om ... det bliver jo nok også resultatet på et tidspunkt, hvis ikke trenden vender.
Jeg synes ikke det ser ud til det lige nu - og jeg bliver fuldstændig rædselsslagen, når jeg hører fra to venner, at de har været til en stor 40-års fødselsdag - (hos nogen folk, der har penge nok) - hvor værten har taget sin blærbare PC under armen med 4.000 downloadede musikstykker - for nu skulle der rigtigt festes igennem ...
Jeg tænkte: Hvordan skal vi nogensinde vænne folk til at betale for musik igen? Hvordan hamler man op imod sådan en ... grådighed?
KK |