FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP
Afsender:Kristoffer
Email:mickey@mouse.com
Emne:Ja, lovgivningen er noget uklar for os dødelige.
Tekst:Hej Klaus.

Med hensyn til mit tidligere indlæg (det du refererer til) så afspejler det nok meget godt at der nogle gange går (meget) lang tid før et enebarn som mig opdager at man også skal lytte og ikke bare tale ... og I et online-forum er der jo ikke nogen til at afbryde een som i en almindelig samtale! :-)

Jeg håber du bliver ligeså glad for Tina Dickows CD som jeg er for min - jeg synes det er en fantastisk lille udgivelse.

Jeg håber du har ret i det med formaterne så vi forbrugere og jer kunstnere ikke ender alt for meget i lommen på monopolet Microsoft (som har patent på WMA-formatet). Det tror jeg nemlig ikke er godt. Argumentet med at det er umuligt at konkurrere med noget som er gratis (men dog ulovligt) er meget forståeligt. Selvom online-musik er en stor investering savner jeg dog lidt en "fanden-i-voldskhed" i stil med "vi skal fandme vise de tjenester at vi kan gøre det bedre og så folk til at betale for musik!". Som Ole har sagt kræver det mod (og penge) og er fuldkommen afhængigt af at forbrugerne bakker op om det ved at stoppe deres ulovligheder og købe musikken. Men det er lidt en hønen-og-ægget problematik som forhåbentlig snart er passé.

Kulturministeriet og loven om ophavsret fra 2001 viser jo med al tydelighed at politikere ikke er ufejlbarlige (hvis nogen da troede det). Men inden vi sparker al for meget til dem så husk på at lov om ophavsret er til revision i så godt som alle vestlige lande. Argumentet i Danmark var vel at man ikke ville gøre en stor del af befolkningen til kriminelle. Og selvom jeg forstår det argument så er jeg helt enig med dig i at lovændringen (2001) var en ufattelig dårlig og uigennemtænkt løsning.

Loven er blevet rettet op på det punkt, men som du skriver er udlæggelsen på Kulturministeriets hjemmeside ret uklar. Som du skriver (og som der står på hjemmesiden) må man gerne kopiere en original CD man ejer til personligt brug for een selv og sin husstand. Som jeg forstår det må du altså gerne kopiere en original CD til din søn, så i begge kan lytte til den (så længe han bor hjemme? :-).

Hvad angår kopispærringen så er jeg forvirret. Hvis jeg har et linux styresystem må jeg gerne omgå kopispærringen hvis det er nødvendigt for at lytte til CD'en. Også selvom enhver kan hævde at jeg bare kunne købe en moderne "stand-alone" CD-afspiller. En sådan omgåelse vil nødvendigvis indebære en kopiering (til harddisk). Men så står der jo i lovgivningen at man ikke må omgå kopispærrelsen med henblik på kopiering ... men hvis man nu bliver nødt til at kopiere (til harddisk) for at kunne lytte til musikken uden kopispærring?

Jeg synes også det er lidt underligt at hvis du køber en CD uden kopispærring så må du gerne lave WMA-filer (kopier) ud af den så din søn (din hustand) kan lytte til den på sin WMA/MP3-afspiller. Men køber du en kopibeskyttet CD så må du ikke fordi du i processen omgår kopispærringen med henblik på at kopiere (til WMA-filer). Her kan enhver også hævde at din søn bare kunne købe en bærbar CD-afspiller (oven i hatten), men når det argument ikke var gyldigt i forbindelse med afspilning under linux så er det vel heller ikke her.

Jeg synes egentlig det ville være rimeligt at kopiering kun var tilladt til personligt brug, altså: hvis du og din søn vil lytte til samme CD så må I købe to styk. Men heller ikke i dette tilfælde er det lovligt for dig at omgå en kopispærring på den ene CD for at lave WMA-filer til den bærbare afspiller.

Det er svært at formulere, men vi ved vel alle hvad der er for nogle kopier man ikke må omgå kopispærringen for at lave: de ulovlige som enten er nogle man giver væk, som ikke er lavet udfra originaler man selv ejer, eller som ikke kun er til personligt brug for een selv (og eens husstand).

Problemet er konkret for mig fordi jeg har mine mere end 400 originale CD'ere liggende som MP3 filer på en computer på loftet som er forbundet med en MP3-afspiller i mit anlæg. Det er meget nemmere for mig på den måde. Men hvis jeg køber en kopibeskyttet CD så må jeg ikke lægge den ind i dette system fordi jeg omgår kopispærringen, og det selvom jeg ejer originalen og kopien alene er til personligt brug. Enhver kan hævde at jeg bare måtte købe en almindlige CD-afspiller, men når det argument ikke gælder linux så gælder det vel heller ikke her. Jeg synes det er noget rod.

Dine sætninger er klare og så vidt jeg kan bedømme indfanger de lovgivningen, men jeg kan stadig ikke se om den "kopiering/aflytning" jeg har skitseret ovenfor er lovlig. Men det er jo mit problem snarere end dit! :-)

God fornøjelse med "Notes"!

./ Kristoffer



Dit navn:
Din email:
Overskrift:
Din tekst:




Oversigt alle rum