Tekst: | "Er det mon ikke de største navne som rammes hårdt, dem hvis interesser varetages af de store pladeselskaber, når folk fildeler?"
Jo, det lader til det.
"Du har også beskrevet hvordan danske kunstneres salg faktisk ikke er så dramatisk faldende som de store udenlandske navne. En slags loyalitet, som meget vel kunne tænkes også at gælde for mindre kunstnere generelt?"
De lokale kunstneres salg i de enkelte lande falder ikke så meget som de internationales, ja. Men der er ikke noget belæg for at sige, at de mindre (hverken lokale eller internationale) kunstneres salg falder mindre.
"Tilmed har vi jo tidligere snakket om at DmD faktisk ikke er at finde på Kazaa, så der kunne altså være noget om snakken!"
Jeg ved det ikke (mere). Dengang jeg testede Kazaa for et års tid siden eller mere, fandtes alt DmD i mange versioner. Det kan være, det har ændret sig, efter at jeg har optrappet skriverierne her ... hvis du siger det, må det jo være rigtigt ;-)
Bemærk lige i den forbindelse, at jeg har intet imod, at der findes steder, hvor man kan høre gratis musik, hvis det vel at mærke kun er den musik, kunstnerne har besluttet skal være gratis - singler fx. eller korte versioner af nogen af sangene - ligesom vi har på vores egen website. Problemet med Kazaa er, at det giver mulighed for at høre alt musik gratis => og dermed holde op med at bruge penge på musik overhovedet. Dét er en dræber ...
Mht. til aktiemarked og musik: Tingene hænger mere sammen end man lige går og tror - det er selvfølgelig rigtigt, at aktier umiddelbart kun handler om kroner og ører. Men overordnet set er der ingen forskel: Du kan tale om "værdi", aktiernes og musikkens - og du kan tale om dit "udbytte" af en investering i begge dele. Når man ser overordnet på begreberne er der ingen forskel - aktierne afspejler menneskets udvikling. Musikken gør jo det samme. Kodeordet er: Udvikling. Vi har en tendens til at se pengene som et onde - men i virkeligheden er de vel blot en slags måler for, hvordan det går med den menneskelige udvikling - også den ikke-økonomiske.
Det har jo i verdenshistorien været sådan, at de steder i verden, hvor der var mest handel (hvor pengene akkumuleredes & hurtigst skiftede hænder) - det var også de steder, hvor der skabtes kunst & kultur & videnskab af den højeste kvalitet og mest blivende værdi. Penge er en værdi - og de skaber værdier, fordi de trækker folk til sig, som selv kan skabe noget. Vi må lære ikke at hade pengene (eller elske dem for højt i sig selv) - det gør vi ved ikke at være så grådige (eller sparsommelige). Penge skal cirkuelere, så gør de gavn.
"Jeg kan så godt følge at disse store selskaber får nogen af pengene ind igen via salg af blanke medier, men det er stadigvæk minimalt i forhold til hvad prisen ville have været på en ny originalskive med kunstneren i butikken."
Ja, men det bliver en god business, fordi i recessionstider kigger folk på, hvad 1 unit koster (sparsommeligheden) - i stedet for at kigge på den overordnede værdi af det, de køber. Producenten tjener måske 50% på de blanke CD'er, og kun 30% på de fyldte. Og hvor mange blanke CD'er køber publikum, sammenlignet med hvor mange fyldte CD'er de købte tidligere?
"Og mht. salg af bredbånd, så tjener selskaberne jo altså ikke penge jo mere data der fiser igennem linierne, og da slet ikke når disse data er ulovlige kopier af deres egne kunstnere!"
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at netop muligheden for at hente ulovlige musikfiler har været argumentet for at få en adsl-line. De fleste har jo foretaget en simpel beregning: Hvad betaler jeg i musik om måneden? Og hvor meget kan jeg spare af det på at købe adsl? Jeg går ud fra, at du har forstået konsekvenserne for dem, der skal leve af musikken.
"Så jeg vil give dig ret i at de store selskaber er meget vel rustet til at overleve i lang tid, men at de ligefrem profiterer på piraterne og går hånd i hånd med dem - det er nok en lidt hurtig og for nem konklusion, som mest af alt blot ligner endnu et konstrueret argument for at få folk til at stoppe fildelingen - "I rammer først og fremmest de små""
Men det er jo desværre sandt ikke desto mindre - der skal ikke så mange udeblevne salg til, før de små kan mærke problemerne meget tydeligt - i modsætning til de store, som netop kan holde ud i årevis ...
Klaus K. |