Tekst: | Hej Kristoffer - det er en fin lille observation, du har gjort. Jeg vil lige komme med en hurtig lille analyse med et overraskende resultat, som vi ikke lige tænker over til daglig:
Ifpi, som jo rummer de 5 store multinationale selskaber, sidder på mere end 90% af salget - dette har de gjort ved at udsende ca. 600 CD om året tilsammen i den gyldne periode 1996 - 2000.
Nu skete der det, at markedet brækkede ned i 3. kvartal 2000, og alle kunne se at situationen var kritisk. Napster var på sit højeste - alle råbte og skreg osv. osv. - du husker det sikkert selv.
De store multinationale selskaber gjorde så det, at de begyndte at skære ned - personale blev fyret, selskaber blev omlagt, der blev flyttet til mere ydmyge adresser - og vigtigt: De skar CD-udgivelserne ned med 25%. Alle risikofyldte produktioner blev stoppet fra 2001 - kun de sikreste satsninger er blevet produceret og udsendt. Fx. opsamlinger med gamle hits, compilations med forskellige kunstneres hits - og produktioner der havde TV-støtte. Fx. Popstars - soundtracks til film og TV-serier osv. - plus naturligvis de helt sikre: RW, Elton John, Kim Larsen osv.
Denne måde at handle på er fuldstændig normal for en branche, der oplever en krise, som den pladebranchen er ude i nu.
Men hvad er der sket med alle de kunstnere, der ikke mere kan få udsendt deres ting - og de nye kunstnere, der nu ikke mere fik en chance hos de store selskaber. Jo, de udsender nu plader på deres egne labels - og derfor kan du se, at antallet af ikke-ifpi-produktioner er steget voldsomt i den periode, salget er styrtdykket:
http://www.musik.org/marked/PladebranchenDK.ppt - slide 6
Med andre ord: De store selskaber minimerer deres tab - mens de små selskaber kommer ind og må tage tab. Samtidig er situationen den, at de store selskaber ofte har andre aktiviteter, der nyder godt af den store world wide piratkopiering, som er den egentlige årsag til faldet i CD'erne. SONY sælger milliarder af blanke CD'er - Warner er ejet af AOL, som sælger bredbånd - Universal er ejet af Vivendi, som også ejer en række tele-selskaber, hvis aktiviteter lever godt af musikkopiering.
De multinationale selskabers ejere har derfor egentlig ikke så travlt med at få CD-krisen overstået som de mindre uafhængige selskaber. De store kan overleve meget længe - dels pga deres størrelse - dels fordi deres ejere profiterer af CD-krisen i andre virksomheder - mens de mange mindre uafhængige selskaber ikke vil kunne klare 2-3 år med underskud i træk uden at gå konkurs.
Herefter vil de små selskabers rettigheder være til salg for en slik - og hvem vil stå klar og overtage dem til spotpris? - rigtigt gættet: De store.
Situationen svarer fuldstændig til det, man kender fra det moderne samfunds jungle - aktiemarkedet: Når aktierne er steget meget nærmer de sig en top, og skal til at crashe - så myldrer de små private investorer og køber aktierne op fra de store (som vel at mærke har siddet med aktierne under hele den forudgående optur) - herefter kommer crashet, og de små (som ikke har andre aktiviteter, de kan tjene på under faldet) ser nu deres investeringer falde til smertegrænsen - hvorefter de sælger dem på bunden for en slik. Herefter er de blanket totalt af og holder skræmte næsen fra investeringer - lige indtil næste gang, markedet skal crashe ... ;-) utroligt, men sandt.
Sådan er verden så ond og uretfærdig - den kloge narrer den mindre kloge - de store maser de små. Det vil aldrig blive anderledes ...
De groteske i hele denne situation er altså, at musik-elskerne / gratis-nyderne / piraterne - som bilder sig ind, at de rammer de store selskaber med deres: "Jeg nægter at give penge for musik til de rige skiderikker" - holdning ... de rammer i stedet de små selskaber - sådan at de går konkurs - og bliver til at overtage for de store - så godt som gratis.
På denne måde går piraterne og de store pladeselskaber hånd i hånd - uden at ville det nogen af dem. Piraterne vil gerne fortsætte med at forbruge musik gratis - de store selskaber trækker situationen i ørerne så længe, at nogen af de mindre spillere på markedet kollapser - og herefter overtager de dem. Interessant?
Klaus K. |