| Tekst: | Hej Ole.
Du har fuldkommen ret i at det ikke kun er et spørgsmål om vilje at oprette en lovlig online musiktjeneste, der kræves selvfølgelig penge, omtanke og mod: it takes money to make money. Det gør det også at udgive en plade så det er næppe nyt for pladebranchen.
Hvad pladebranchen efter min mening komplet overså da de anlagde de første sager mod fildelingstjenester (og deres brugere) er at der er to elementer i fildelingstjenester: 1. at musikken er gratis og ulovlig; 2. at det er langt mere bekvemt at anvende internettet end nogle af de andre distributionskanaler (eller rettere DEN anden distributionskanal). Element 1 (krænkelse af ophavsret) er pladebranchen (via APG) i deres gode ret til at sagsøge folk for. Hvad de har overset er at de også fratager folk bekvemmeligheden (element 2) ved online musik-distribution. Det at pladebranchen netop ikke havde etableret en lovlig online-tjeneste før de begyndte at sagsøge (for element 1) efterlod alle brugerne til at synge med på Jess Ingerslevs og Tom McEwans sang:
"Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt
men hva' må vi så?"
Hvortil pladebranchen svarede: gå ned i jeres sædvanlige CD-butik og køb musik som I plejer. Man ville altså (med rette) fratage dem element 1 men ikke give dem element 2. Pladebranchen vil altså fjerne den bagdel der er ved fildelingstjenesterne uden at efterlade forbrugerne med fordelene.
Hvis pladebranchen havde haft et lovligt alternativ til fildelingstjenesterne inden de sagsøgte ville de være langt mere i øjenhøjde med forbrugerne: nej du må ikke gøre det, men du må gerne gøre det. At tale ned til folk hjælper aldrig. Det er lidt det samme som når ens unge vræler om slik i supermarkedet og man siger: nej det må du ikke få men du må få nogle bananer. Som vores statsminister har udtrykt det "noget for noget" :)
Hvad er det så for nogle bekvemmeligheder ved online musikdistribution vi taler om: 1. at man ikke behøver bevæge sig uden for hjemmet for at skaffe sig musikken. For folk med arbejde findes der een dag om ugen man kan købe musik: lørdag. 2. at man kan lytte til musikken et par minutter efter at man har fundet den. 3. at der er tilgang til et kæmpe bagkatalog og man søger i det eet og samme sted.
Hvis jeg holder fest og en af mine venner siger at han pisse gerne vil høre James Brown's "Sex Machine" og den ikke står i min CD-samling hvilke alternativer tilbyder pladebranchen mig så? Køb den på en greatest hits opsamling på mandag, eller rettere på lørdag når du har fri?
Er folk så villige til at betale for bekvemmelighed? Ville vi sende e-mails hvis det kostede 50 øre per styk? Ja! Jeg skriver e-mails til folk i Holland, Japan, Frankrig og USA og hvis jeg skulle printer brevene ud, købe konvolutter, slikke frimærker og vente fem dage på at de modtog dem så betalte jeg gerne 50 øre. Jamen e-mails er jo allerede gratis, så de er et dårligt eksempel, hører jeg nogle sige. Fint, så tag i betragtning at danskerne i 2003 sendte omkring 3 milliarder SMS beskeder som bestemt ikke er gratis.
Konklusionen for pladebranchen er at få etableret de lovlige tjenester så hurtigt som muligt på en sådan måde at de i hvert fald bekvemmelighedsmæssigt er fuldt på højde med fildelingstjenester. Så er der et reelt alternativ og så skal folk nok betale. Dem der ikke gør kan jo så se frem til et sagsanlæg fra APG.
For musikbutikkerne er det lidt mere usikkert, men mon ikke de gode overlever? Det håber jeg da.
./ Kristoffer
|
