FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP
Afsender:Klaus K.
Email:kk@dansermeddrenge.dk
Emne:Truede arter ...
Tekst:
Tak for dit indlæg, Vagn. Nu skal jeg forklare dig, hvad der sker - sådan rent business-mæssigt i vores branche:

Som du ved kører økonomien i et kapitalistisk samfund op og ned - i takt med krige, konflikter, "social moods", moden, trends osv. - det ved du sikkert ...

Normalt sker der det, at en recession (som vi har nu) indtræder, når folk ikke længere bruger penge i den hast, de gjorde tidligere. De sætter sig på deres hænder, fordi de ikke har samme tro på en lys fremtid som før.

I vores branche er denne tendens faldet sammen med udbredelsen af CD-brænderen og p2p teknologien på internettet - det er klart, at det har ramt CD-branchen hårdt. Folk er nu mindre tilbøjelige til at bruge penge på forbrug - og samtidig har mange af dem fået nogen teknologiske apparater, der har gjort det muligt for dem at skære hele deres tidligere forbrug af musik-CD'er væk. Og bruge pengene på andre ting ...

Så salget styrtdykker. Hvad gør pladebranchen? Den skærer ned. Folk fyres - ca. 50% af de ansatte i pladebranchen i DK er fyret siden ultimo 2000. Og: De skærer ned på produktionerne - nu udgives kun CD'er, som er stinke sikre på at sælge sig hjem - de kendte og opsamlingsalbums. Slut med eksperimenter & nye navne.

I enhver anden branche ville denne operation prompte bringe overskud på bundlinien igen, og få væksten tilbage i virksomheden - fordi udbuddet jo nu ville være skåret ned, så det kom i overensstemmelse med den lavere efterspørgsel.

Men problemet er, at der stadig udkommer ligeså mange albums som i jubelårene 1999 og 2000, sådan at der stadig udkommer alt, alt for meget musik i forhold til, hvor meget folk vil købe - og hvorfor? Fordi kunstnerne - de fyrede kunstnere - nu låner penge i banken for at starte deres egne små pladeselskaber og udgive deres plader selv.

Mange er hoppet på vognen med at sælge via nettet - og ved du hvor meget de har solgt? Intet - et stort rundt nul. De sælger så et par CD'er i stedet - men de får en stort underskud på operationen, og står nu med en stor gæld til banken, som skal tjenes ind ved ivrig koncert-aktivitet. "Koncerter kan de ikke kopiere," som det hedder blandt mine kolleger - men der vil ikke gå lang tid, før udbuddet af koncerter også bliver for stort i forhold til, hvor meget folk gider høre.

Hele denne tendens vil føre til masse-arbejdsløshed blandt musikere - og sådan skal det måske bare være. Næsten alle de musikere jeg kender har et job ved siden af, som de prøver at holde skinnet på næsen med. Musikere er nemlig hårdt arbejdende folk - og ikke dovne, som mange tror.

Kan du se trenden: Musikerne tjener penge på ikke-musik aktiviteter, som de investerer i musik. Denne musik vil folk ikke betale for - de massekopierer den i stedet. Al den energi musikerne bruger på at lave musikken bliver med andre ord forvandlet til affald - til ingenting. Hele deres investering kastes ned i et stort sort hul. Det er egentlig en tragedie.

Samtidig med hele denne tendens, forsøger TV-stationerne at mase snesevis af nye wannabees (som jo sikkert kan være gode nok nogen af dem) ind i branchen. Som om der ikke var nok musikere i branchen i forvejen - der er tværtimod alt for mange. Hele branchen er ved at kaste op af over-udbud.

Og oveni det giver staten så ekstra millioner til uddannelse af endnu flere musikere - bl.a. til en helt ny uddannelse: En slags "business-musik" uddannelse, så musikerne kan lære at klare sig bedre økonomisk.

Måske en fed ide på et andet tidspunkt, men bestemt ikke lige nu, hvor en masse musikere tværtimod står og skal forlade branchen.

Hvis man vil vide, hvad man skal gøre i den situation, må man først definere selve problemet. Hvad var det nu problemet var? Jo - folk vil ikke betale.

Så hvad gør vi, Vagn? Lavere pris? Duer ikke - det bliver hele tiden forsøgt, men uden resultat på bundlinien. Der er for langt ned til kopi-prisen.

Hårdere straffe til pirater? Det prøver vi nu - men det vil nok kun have marginal effekt.

Det eneste jeg kan se er en massiv kampagne worldwide med henblik på at gøre det utrendy at kopiere. Hvis man kan lave kampagner til fordel for truede dyrearter, må man også kunne lave dem til fordel for truede menneskearter > musikerne.

Eller hvad synes du?

KK

PS: Alle de musikere, der har deres egne pladeselskaber vil ikke sætte priserne på deres albums ned. Det er de alt for stolte til. Det er kun selskaberne, der gør det - ofte til musikernes store surhed. Musikerne tjener nemlig uforholdsmæssig mindre på CD'erne når selskaberne sætter prisen ned.



Dit navn:
Din email:
Overskrift:
Din tekst:




Oversigt alle rum