Tekst: | Først lidt om bibliotekerne: Jeg er ikke uenig i at bibliotekerne udfører en samfundsgavnlig funktion i DK -
Men biblioteksvæsenet og hele den fløj, der tager ganske let på digital kopiering af vores værker, må også forstå at de folk, der laver indholdet - dem, der laver kunsten, skriver og spiller musikken - de skal leve af at lave deres kunst. Ellers kan de ikke lave den.
Det nytter ikke at sige: "Biblioteker er ligesom ophavsret en afvejning af statens og kunstnernes interesser og da disse på mange punkter er modstridende er det svært at gøre alle tilfredse." - for hvis ikke kunsterne kan leve af deres værker, så bliver der ingen kunst at låne ud ...
Hvad skal vi med en hær af folk til at rubricere, kategorisere & udlåne kunst og kunstværker, hvis der ikke mere bliver lavet nye værker ... ? Kunst kommer ikke af sig selv - kunst skabes fordi der findes en ophavsret, som giver kunstnerne mulighed for at veksle deres værker til mad & husleje.
Vedr. Piratkopiering vs. tyveri skriver du: "At blive ved med at kalde ulovlig kopiering af CD'ere for tyveri i modsætning til krænkelse af ophavsret som det lovmæssigt betegnes er absurd."
Nej - det er ikke absurd. Det er lov. Regeringen har netop lavet ophavsretsloven om, sådan at piratkopiering sidestilles med tyveri. Uanset alle de spidsfindigheder du kan komme op med, så er det nu sådan, at piratkopiering = tyveri. Du må simpelthen prøve at vænne dig til, at det er forkert at piratkopiere. For ellers vil du komme galt afsted.
For os er det tyveri. Det er tyveri af vores marked - tyveri af vores mulighed for at kunne leve af vores arbejde.
Klaus K. |