| Tekst: |
Jeg er enig med dig i, at KODA's timing & strategi ikke hænger godt sammen. Musikbranchens image er lousy for tiden - hvilket man kan se på CD-salget. KODA har retten på deres side i kernen af problemet, men det hjælper jo ikke, hvis det medfører, at alle kunderne flygter fra pladebranchen ... (bemærk, at KODA og pladebranchen er ikke det samme. Pladebranchen er private business, mens KODA er en slags fagforening for sangskriverne)
Jeg er alligevel blevet overrasket over, hvor svært det har været for folk at forstå udtrykket: Privat brug. Se nu blot dig selv:
"Jeg mener bestemt ikke at musik og software kan sammenlignes - der for skrev jeg det indlæg - du sagde at det svarede til software licenser - jeg mener det er noger sludder da ingen software producent kunne finde på at forlange dobbelt betaling for samme produkt - det er jo en selvfølge når det handler om musik."
Der er ikke nogen dobbelt betaling på anden måde, end der er ved software eller radio- og TV-licenser. Tre små eksempler:
En virksomhed betaler erhvervslicens for at bruge radio eller TV derhjemme - mens medarbejderne hver især betaler privat licens - en medarbejder tager en transistor med, som nogen af medarbejderne hører radio på. Kalder du det dobbelt betaling?
En virksomhed har betalt for 50 licenser af et softwareprogram til virksomheden, mens nogen af medarbejderne har betalt for en enkeltbruger licens for samme program privat - en af medarbejderne tager sin egen version af programmet med på arbejde. Kalder du det dobbelt betaling?
En virksomhed betaler for at stille musik til rådighed for medarbejderne når de arbejder - en af medarbejderne tager sin egen CD med, som han og et par kolleger hører. Kalder du det dobbelt betaling?
Eller rettere: Hvorfor kalder du kun det sidste eksempel dobbelt betaling, men ikke de 2 første?
Vil du svare?
KK |
