Tekst: | For første gang siden Napster-eksplosionen i år 2000 - hvor stort set alle i verden med en kvik internetforbindelse skulle prøve at downloade musik gratis & ulovligt - kan man registrere et egentligt fald i antallet af personer, der bruger de såkaldte fildelings-tjenester i USA.
I perioden fra 30. juni til 31. oktober, hvor man normalt oplever en sæsonstigning i filkopieringen fordi de studerende vender tilbage til universiteterne i USA, har man i 2005 oplevet et 11%'s fald i antallet af personer, der deltager i piratkopieringen.
"For første gang ser vi et markant fald, som ikke kan forklares med sæson-udsving," siger analyseinstituttet NPD Group's analytiker Russ Crupnick til news.com.
Han mener, at årsagen til faldet skal ses i USA-højesterets dommen fra 26. juni 2005, der definitivt gjorde det ulovligt at promovere & lave business på brugernes ulovlige musik-kopiering. Denne dom fik de fleste af fildelings-tjenesterne til at lukke i løbet af sommeren.
NPD Groups undersøgelse viser imidlertid også, at der ikke har været noget nævneværdigt fald i selve kopierings-aktiviteten, og det antyder at hard-core piraterne stadig kopierer via P2P applikationerne som aldrig før.
Undersøgelsen er godt nyt for indholdsbrancherne - især film- og musikbrancherne - som kæmper en sej kamp for at dæmme op for den massive ulovlige kopiering, der finder sted hver dag over hele kloden - og som har givet alle lovlige online-musikbutikker bortset fra Apple's iTunes en meget vanskelig start.
Antallet af P2P-brugere falder - news.com
US-højesterets dom imod P2P - news.com
Webmaster |