FORUM
- diskussioner, afstemninger mm ...
DmD-SHOP

Se vores forum om emnet: Kopiering
Se også: Piratkopiering - Hvad siger musikerne selv?
Hvad koster det at lave en CD?

Pladeselskaberne tjener ikke så meget som folk tror - og musikerne gør heller ikke

Mange folk skriver sådan her på nettet:

"Det er fuldstændig vildt at give 150 kr for en skide CD. Du kan købe 30 tomme CDer for 200 kr. Det koster ikke en skid at lave sådan en CD."

"Grunden til at folk deler musik i så stor en grad er helt sikkert de fuldstændig sindssyge priser. 120 kr for en cd!!!  Pladeselskaberne skal til at lukke øjnene op og komme igang med at revalidere hele deres virksomhed!!!"

"Jeg kan godt lide at høre musik og jeg henter det fra nettet i stedet for at købe det, da jeg sparer mange penge. Jeg har ingen skrubler med det, da jeg ikke ser det som nogen forbrydelse. Kort og godt!" 

Alle overstående indlæg er hentet fra nettet

Uvidenheden om pladebranchen er stor - men hvor skulle folk også vide det fra? Her er et regnestykke fra virkelighedens verden. Pladeselskaberne tjener ikke nær så meget som folk tror. Og musikerne heller ikke. Dette er regnskabet på et helt almindeligt CD-album - uden TV-reklamer og uden musikvideo - lavet med vores orkester, Danser med Drenge. Det varierer lidt, men ikke meget i forhold til andre professionelle danske kunstnere:

En ny CD koster 150 kroner i butikken - 

Heraf tager staten 30 kroner i moms - tilbage: 120 kr.
Butikken tager 35 kroner - tilbage: 85 kr.
Komponisterne & textforfatterne får 10 kroner - tilbage: 75 kr. 
Kunstnerne får ialt 20 kroner - tilbage: 55 kr.
Presningen af CD & cover koster 8 kroner - tilbage: 47 kr.
Distributør / lager får 5% af 85 kr = 4 kr - tilbage: 43 kr.

Tilbage til pladeselskabet er altså 43 kroner pr. CD - og det lyder jo af meget. Men pladeselskaberne skal imidlertid ud af de 43 kroner pr. styk betale følgende udgifter:

Studie mm.: ca. 200.000 kroner - (OBS: Inkl. gratis brug af musikernes hjemmestudier)
Cover: ca. 40.000 kroner
Mastering: ca. 20.000 kroner
Fortæring, transport mv. og evt. exstra musikerhyrer: ca. 35.000 kroner
Evt. remix / singler: ca. 25.000 kroner
Markedsføring/reklame: Mindst 100.000 kroner - (OBS: Uden TV-reklame & musikvideo)

Hertil kommer pladeselskabets udgifter til promotion-personale, telefon, sekretærer, kuverter, frimærker, mv. - som imidlertid er svære at gøre op. 

Pladeselskabet lægger herefter alle udgifterne sammen - i alt: 420.000 kroner. Pladeselskabet skal altså sælge (420.000 : 43) = 9.767 eksemplarer af CD'en, før de tjener deres første krone (modsat kunsterne, der får deres betaling fra først solgte eksemplar). De 9.767 solgte eksemplarer sørger kun for, at pladeselskabets udgifter er dækket ind. Ved dyrere albums (med TV-reklamer) skal der oftest sælges over 25.000 eksemplarer, før pladeselskabets udgifter er dækket ind.

Man kan med andre ord konkludere, at selv med en indtjening på 43 kroner pr. styk, kan det dårligt betale sig for et pladeselskab at udsende danske CD'er - for det er kun et fåtal danske albums, der sælger så meget som 9.767 eksemplarer. Der er ikke noget at sige til, at pladeselskaberne nu udsender langt færre nye danske albums end tidligere ... og at mange at udgivelserne er opsamlings-albums med de sikre navne.

Regnestykket viser, at 150 kroner for en CD ikke er dyrt i forhold til, hvor meget den koster at producere - tænk på, at en ny bog (som koster det halve at producere i forhold til en CD) ofte koster det dobbelte eller tredobbelte af en CD. Og at en T-shirt, som koster en tiendedel at producere i forhold til en CD, ofte koster det samme som en CD.

Det som holder prisen på en CD nede er, at publikum kan kopiere musikken fra hinanden for 10 kroner (nemlig den tomme CD's pris) - hvis det kunne lade sig gøre at kopiere bøger og T-shirts, var prisen også meget lavere på dem ...

Hvad sker der, når folk kopierer i stedet for at købe? 1: Musikerne får intet. Bemærk i regnestykket, at musikerne først får penge for mange måneders slid i øvelokale, hjemmestudie & studie, når CD'erne bliver solgt. De får intet, hvis musikken kopieres - og må gå på støtten, eller søge over i andre brancher. 2: Butikkerne får intet - resultat: Der bliver færre butikker med færre plader i. 3: Pladeselskaberne får intet - resultat: Pladeselskaberne skærer ned eller lukker. Dette er de i fuld gang med. Dette betyder, at der bliver færre CD-udgivelser, for nu er der færre selskaber, der vil stille op og betale de 420.000 kr. i regnestykket - resultat: Mindre musik.

Det musik, der vil overleve, falder i 2 kategorier. 1: Meget store navne, som flertallet køber - og 2: Billig musik (enten billigt produceret niche-musik - eller opsamlings CD'er). 

Alle professionelle musikere går imod kopiering - vi kender i hvert fald ikke nogen, der går ind for det (og vi kender mange ;-)). Det gør de naturligvis fordi deres indtægter på CD'erne er halverede i forhold til tiden før CD-brænder og p2p fildeling blev almindeligt i DK. Og deres indtægter var som man kan se af regnestykket ikke for høje i forvejen - 10.000 solgte eksemplarer (et normalt gennemsnitssalg) giver 200.000 kroner til kunstnerne - til deling mellem 5 personer = 40.000 til hver. For mange måneders slid i øvelokale, hjemmestudie og studie.

Når man ikke så ofte hører andre musikere blande sig i denne debat, skyldes det, at mange er bange for at fornærme deres publikum - som jo er dem, de skal leve af. Det har vi valgt at se bort fra (selv om vi ikke ønsker at fornærme nogen - kun informere ...)

Klaus Kjellerup / Danser med Drenge

SKRIV DIN EGEN MENING - og læs de andres meningerHER

Læs også: Piratkopiering - Hvad siger musikerne selv?