HISTORIEN: - TØSEDRENGENE 1

In English
Albums: Boxen KOMPLET
Tøsedrengene - på iTunes
Tøsedrenge-museet

OBS - Tøsedrengene har fået egen website - check HER

TØSEDRENGENE 1982 - på vej imod toppen: 
Fra venstre:  Anne Dorte Michelsen, Henrik Stanley Møller, Michael Bruun, Klaus Kjellerup, Jan Sivertsen, Maria Bramsen & Aage Hagen.

Tøsedrengene gik nye veje i 70-erne og 80'erne. Som det første danske band tog de fat i reggae musikken og kombinerede den med danske texter.

Hele DK sang med på hits som "Sig du ka li mig", "Indianer", Vi var engang så tæt" & "Ud under åben himmel". Fra den spæde start i onklernes barndomsby, Hørsholm i slut 70-erne - frem til opløsningen i 1985, solgte de ca. 1 million plader.

Deres originale albums satte ikke bare fingeraftryk, men hele håndflader på det danske musikmiljø. Der skulle dog en kendt fan til at overtale Universal Music til at sende dem ud på CD - nemlig musikeren Tim Christensen, som i 2006 brokkede sig over, at netop Tøsedrengene aldrig var udsendt på CD

Det skete med 2006-udgivelsen af de originale albums:  Boxen, KOMPLET


1. officielle pressefoto af Tøsedrengene - fra udgivelsen af debut pladen i april 1979, "Det går fremad"

Tøsedrengene blev stiftet af  Klaus K & Stanley i 1978 - ideen var at spille reggae på dansk. Det var dog først, da der kom piger med i orkesteret, at der kom skred i karrieren. Dette skete efter udgivelsen af gruppens 2. plade i 1981, "Tiden står stille" (den med "Sig du ka' li' mig"). Gruppen blev først udvidet med Anne Dorte Michelsen og Gitte Naur, og senere i 1981 blev Gitte Naur erstattet af Maria Bramsen

Tøsedrengene brød igennem med "Sig du ka' li' mig", skrevet af Klaus K. og Anne Dorte. Gruppen ramte publikum med et brag pga deres stærke enkle omkvæd, tilsat reggae-rytmer & danske kærlighedstexter med mening. Noget helt uhørt på den tid, hvor danske musiktekster bortset fra Gasolin og Shu-bi-dua bestod af politiske tekster eller af tekster på skole-engelsk.

Tøsedrengene 1979 - før pigerne kom med: 
Aage Hagen, Jan Sivertsen, Klaus Kjellerup, Michael Bruun & Henrik Stanley Møller


Successen blev for alvor slået fast på plade med udgivelserne "3" - (den med "Ud under åben himmel") i 1982 - og i 1983 med pladen, "Alle vore håb" (med "Vi var en gang så tæt" og "Drop dine løgne"). Og samtidig turnerede Tøsedrengene landet rundt i totalt udsolgte koncerthuse og sportshaller.

Læs her datidens toneangivende musikblad  MM's artikel om Tøsedrengene fra årsskiftet 1982-83

Gruppens kendetegn var, at den rummede så usædvanlig mange stærke personligheder, at deres samlede talenter kunne bringe dem helt op på toppen af hitlisterne og dybt ind i danskernes bevidsthed - hvilket eftertiden jo også har vist. De mest markante gruppe-medlemmer var komponisterne Michael Bruun & Klaus Kjellerup, der leverede hit på hit i perioden 1981-85 - og sangerinde/textforfatter Anne Dorte Michelsen, hvis texter og høje klangfulde stemme gav orkesterets fremtoning et på én gang ærligt & uskyldigt præg. 

De øvrige medlemmer Aage Hagen, Henrik Stanley, Jan Sivertsen & Maria Bramsen bidrog alle hver med deres særlige evner og personligheder til at fuldende billedet af et stort velfungerende kollektiv, hvor der var plads til alle. Og sådan gik det godt, så længe det gik op ... Problemet opstod imidlertid, når de alle 7 skulle være enige - idet der ikke var en leder af gruppen. Ingen havde det sidste ord. Dette førte til mange bragende skænderier rundt omkring i omklædningsrummene i Danmark - og den første store arbejdsmæssige krise i orkesteret i efteråret 1983 førte til Klaus Kjellerup's (frivillige) farvel til gruppen. (Tøsedrengene var dengang så stor en ting i medierne, at dette brud var på forsiden af alle landets aviser - og endda i middags-radioavisen.)

De øvrige Tøsedrenge fortsatte imidlertid - (først med Rene Sczyrbak, senere med Lars Danielsson til afløsning for Klaus Kjellerup) - og lavede yderligere 2 plader, hvoraf den første af dem, "Tiden er Klog", rundede rekord salgstal - (den med "Indianer" og "Så gik der tid med det"). Gruppen opløstes i 1985 kort efter udsendelsen af den sidste Tøsedrenge-plade, "I sikre Hænder", som ikke kunne leve op til forgængeren - i hvert fald ikke i salgsmæssig forstand.

Orkester-medlemmerne fortsatte herefter i flere sammenhænge: Lejrbåls, Ray-dee-ohh, m. fl. Anne Dorte Michelsen fortsatte solo, og senere i Venter på far. Klaus Kjellerup fortsatte solo, og stiftede senere Danser med Drenge.

I dag - 22 år efter opløsningen af Tøsedrengene - arbejder alle medlemmerne stadig i musikbranchen - næsten. Klaus Kjellerup og Stanley spiller som bekendt i Danser med Drenge, og deres gode ven, Aage Hagen, er uddannelsesleder på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Michael Bruun er i dag Seminarie-musikpædagog, efter en lang, glorværdig karriere som musikproducer for de største danske popnavne. Jan Sivertsen spiller i dag med sin kone, Lis Sørensen & med et andet 80-er ikon, guitaristen, Poul Halberg. Anne Dorte Michelsen har for længst slået sit navn fast både som solist og sangskriver - mens Maria Bramsen, efter at have medvirket på mange børnemusik-plader, i dag som den eneste er trådt udenfor musikbranchen og er blevet grafisk designer.

Der er mange folk, der har forsøgt at overtale Tøsedrengene til at gå sammen igen - blot for en enkelt lille koncert-tourné. For de gode gamle dages skyld. Men dette har indtil videre ikke kunnet lade sig gøre. Det er dog sket én gang alligevel - nemlig ved Klaus Kjellerup's bryllup - men desværre kom et par af herrerne i orkesteret op og diskutere (lad os bare sige skændes ;-)) om et par musikalske detaljer i "Vi var engang så tæt" ..... så - i betragtning af, at dette skete for en del år siden, så skal der nok gå nogle år endnu, inden de gamle drenge & piger kan mødes allesammen bag instrumenterne igen ... måske når de når pensionsalderen, kan man håbe på. På den anden side.... man ved jo aldrig - læs videre:

- Og så skete det alligevel - ved Tøsedrengenes 25-års jubilæum i 2004. Næsten hele Tøsedrengene var nemlig samlet med DmD ved to koncerter i Pumpehuset i 2004  - i anledning af 25-året for Tøsedrengenes debut. Det samme skete på  Skanderborg Festival 2004 - en fantastisk koncert, som blev udødeliggjort på DmD's DVD:  Hallo hvor det koger  - endvidere spillede alle de originale Tøsedrenge to af de gamle sange fra Tøsedrenge-repertoiret på samme festival i anledning af Skanderborg Festivalens 25-års jubilæum.

nov. 2006

Se Tøsedrenge-museet HER

[Tilbage til DmD-historien: 1. Kapitel]      [Tilbage til DmD-historien: 5. Kapitel]      [dansermeddrenge.dk]