FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:11-03-2006 23:14:46
Afsender:Klaus K
Email:kk@dansermeddrenge.dk
Emne:Spontane comments ...
Tekst:
"Men jeg kan slet ikke følge dig i, at den pr. automatik skal betales efter et masseproduktions-princip, hvor hver solgt eksemplar skal afregnes med producenten. Hvorfor skal de det, når en digital kopi koster forsvindende ingenting?"

Et par spontane comments:

For det første: Det er vel producenten og ophavsmanden - ejerne af rettighederne - der skal bestemme, hvad deres vare skal koste - ikke dig eller andre brugere.

For det andet: Et album har ligesom en film et udgiftsbudget - et album løber let op i 500.000 kr. - plus andre 500.000 til markedsføring. Disse penge skal ind, før producent og ophavsmand ser en øre. Husk pladebranchen har ikke statsstøtte som filmbranchen. Prisen på varen (i dette tilfælde den digitale kopi) er sat udfra en beregning af et rimeligt overskud til begge parter.

"Tværtimod, så får jeg flere jobs, desto flere der kender de ting jeg laver, og kan lide lige præcis den indsats og kant, som det har. Og det hjælper eksempelvis bittorrent mig med, uden at jeg behøver røre en finger, når det først er sat i gang. Så den fildelingsteknologi du anbefaler folk at afinstallere, er noget af det jeg baserer min forretningsmodel på."

Jamen det er da herligt for dig. Men du lægger vel heller ikke selve den vare du skal sælge ud til almindelig fildeling - ligesom musikpiraterne gør med kunstnernes albums. Det vil i givet fald vise sig at være en rigtig dårlig ide at sætte i værk rent økonomisk - pladebranchen er halveret på 5 år, først og fremmest pga ulovlig fildeling.

"Nu skaber digitale netværk fænomenale muligheder for at enhver (uafhængigt af store kapitalstærke selskaber) kan distribuere sine udtryk til et globalt publikum. Det er vel snarere heri at truslen består, end at piratkopiering eroderer det økonomiske incitament til at lave musik"

Det er rosenrødt og sukkersødt - det med "uafhængig af store kapitalstærke selskaber" - men desværre er det forkert. Tværtimod: Jo flere der tilgængeliggør deres varer gennem et hvilket som helst system (netværk) = jo flere der skal kæmpe om de samme kunders opmærksomhed - i jo højere grad vil netop de store kapitalstærke selskaber vinde kampen. Det er en naturlov, som internettet ikke ændrer på.

"Tværtimod ser jeg i rigtig mange sammenhænge, at ophavsretten blokerer for nye udnyttelser af viden og kulturelt arvegods."

Det kan jeg nu ikke indse. Det er lige omvendt. Stort set alle skider da på ophavsretten. Er der ikke netop opstået mega-business på at udvikle fildelings-systemer, bredbåndsforbindelser, mp3-spillere & alskens hardware - som netop er perfekt egnede til at bryde ophavsretten? Det har endda været fuldstændig normalt at bruge udtryk som "Hent al musik gratis på nettet" indtil den amerikanske højesteretsdom i juni 2005 ... jeg synes det er en grov fordrejning at sige, ophavsretten har "blokeret" for dem - det har den i givet fald gjort rigtig dårligt.

"Det sker eksempelvis indenfor film (hvor både musik- og arkivrettigheder er rigtig dyre at administrere - ofte til det helt urimelige - der er ganske enkelt dokumentarfilm, som aldrig kunne laves, fordi omkostningerne ville være helt urimelige i forhold til indtægtsgrundlaget)"

"Urimelige omkostninger" findes ikke i vores verden. Alle mennesker har sin pris. Du kan ikke tvinge en sælger til at sælge sin vare til den pris, du har lyst til at betale. Så må du finde en anden sælger ... hvis du ønsker at lave en dokumentarfilm hvor du skal bruge noget musik, så kan du henvende dig til de pågældende kunstnere og bede dem om lov til det - men det er dem, der bestemmer prisen. Det ved du jo ...

I Skandinavien har vi imidlertid en såkaldt tvangslicens til ære for de elektroniske medie-monopoler - DR og TV2. De to TV-stationer må ifølge dansk lov tage hvilken som helst musik de vil og sætte det på hvilket som helst program - også dokumentarfilm - og nøjes med at betale peanuts for det - uden at kunstnere eller pladeselskaber kan gøre noget.

"Men efter min opfattelse kan vi først for alvor få løst nogle af de her udfordringer, efterhånden som flere begynder at anvende eksempelvis p2p fildeling og andre teknologier til at skabe nye virksomheder. Og det kan vi ikke for alvor få hul på, før vi liberaliserer ophavsretsloven, efter min mening, da den volder alt alt for store problemer."

Jeg tror du ligeså godt nu, som om et kvarter ;-) kan indstille dig på, at det kommer til at gå præcis omvendt. Ophavsretten er gammel og stærk - og internettet er nyt og ungt - men det er først ved at gå op for folk nu, at internettet ikke i al fremtid kan være et gratis tag-selv-bord med hele verden på menuen.

Jeg tror du kan sammenligne det med situationen, dengang bilen blev opfundet - i begyndelsen var der ingen veje og ingen færdelslov - alt var tilladt. Det er senere blevet reguleret kraftigt - og trafikken bliver stadig reguleret mere og mere i takt med at der kommer flere biler på vejene.

Det samme vil ske på internettet. Jo flere folk, der kommer online - jo flere regler vil blive indført med henblik på, at vi alle skal kunne være her.

Hvis nogen sites eller applikationer er åbenlyst ulovlige - som Allofmp3 - så bliver adgangen til dem lukket fra de lande siderne er ulovlige i. Det er ikke censur, som mange hævder. Ingen mennesker har nogen grundlovssikret ret til at kunne begå ulovligheder - og hvis en webside baserer sig på ulovlig aktivitet, der ødelægger legale brancher i DK (her pladebranchen & musikerne) - så bliver den danske adgang til siden lukket.

Dette er første skridt væk fra ideen om internettet som et stort gratis tag-selv-bord. De næste skridt vil følge. Beklager - sådan er det. Det er ikke noget jeg finder på - eller for den sags skyld er fortaler for. Sådan *er* det bare.

Så væn dig hellere til det nu. I stedet for at bygge en kæmpe forretningsmodel op på en fremtid, der måske ikke vil indfinde sig ...

Bare et råd.

Klaus K.