FORUM
Ris, ros, diskussioner, mm ...
DmD-SHOP

Afsendt:11-03-2006 20:40:06
Afsender:Morten Blaabjerg
Email:morten@crewscut.com
Emne:Det handler ikke om "piratkopiering"
Tekst:Tak for heldet :-)

Jeg er fuldstændig enig med dig i, at der er en husleje der skal betales, også for kunstnere. Jeg er personligt vokset fra at arbejde gratis - det kan gå, når man er ung og uden store forpligtelser. Den går ikke længere.

Men jeg kan slet ikke følge dig i, at den pr. automatik skal betales efter et masseproduktions-princip, hvor hver solgt eksemplar skal afregnes med producenten. Hvorfor skal de det, når en digital kopi koster forsvindende ingenting? Det var netop dette, der var pointen med mit bittorrent-eksempel. Uden at jeg ofrer noget på frimærker eller bånd, kan jeg dele film med folk de fjerneste steder på kloden. Det koster mig ikke noget. Hvorfor skal min indtægt så ligge dér? Tværtimod, så får jeg flere jobs, desto flere der kender de ting jeg laver, og kan lide lige præcis den indsats og kant, som det har. Og det hjælper eksempelvis bittorrent mig med, uden at jeg behøver røre en finger, når det først er sat i gang. Så den fildelingsteknologi du anbefaler folk at afinstallere, er noget af det jeg baserer min forretningsmodel på.

Det er en industriel produktionsmodel som har haft en særdeles gylden tid - men alting får en ende. Nu skaber digitale netværk fænomenale muligheder for at enhver (uafhængigt af store kapitalstærke selskaber) kan distribuere sine udtryk til et globalt publikum. Det er vel snarere heri at truslen består, end at piratkopiering eroderer det økonomiske incitament til at lave musik - for, når alt kommer til alt, så skriver du vel musik, fordi du (stadig) brænder for musik? Ikke fordi du tænker på, at nu skal du lige producere noget, så du kan få noget hjem til huslejen? Eller hvad?

Og jeg er slet ikke enig med dig i, at ophavsretten skal være det evige bolværk imod at forhindre andre forretningsmodeller i at udvikles. Tværtimod ser jeg i rigtig mange sammenhænge, at ophavsretten blokerer for nye udnyttelser af viden og kulturelt arvegods.

Det sker eksempelvis indenfor film (hvor både musik- og arkivrettigheder er rigtig dyre at administrere - ofte til det helt urimelige - der er ganske enkelt dokumentarfilm, som aldrig kunne laves, fordi omkostningerne ville være helt urimelige i forhold til indtægtsgrundlaget). Indenfor forskning sætter ophavsret en kæp i hjulet for en utvunget udveksling og distribution af ny viden, som ellers kunne nå langt videre ud, end hvis den var begrænset til nogle få tidsskrifters ressourcer. Og for alle de decentrale projekter, der hele tiden skabes, især på internettet, vejer ophavsret tungere og tungere som en helt urimelig administrerbar byrde - hvorfor jeg godt kan forstå at folk danner lukkede selskaber, hvor de forkaster lov og resten af samfundet.

Det sidste synes jeg principielt er ligeså kedelig en tendens til lukkede netværk, som ophavsretshavernes inddæmning og næsten krampagtige fastholdelse af en "betal per eksemplar" model - selv når de agerer på nettet. Vi har ikke brug for lukkede netværk - vi har brug for at videreudvikle de digitale teknologier og skabe nye forretningsmodeller i cyberspace, som ikke er bundet til den industrielle "per eksemplar" tænkning.

Du er med til at propagandere for at folk skal lukke deres fildelingsprogrammer (på forsiden). Men efter min opfattelse kan vi først for alvor få løst nogle af de her udfordringer, efterhånden som flere begynder at anvende eksempelvis p2p fildeling og andre teknologier til at skabe nye virksomheder. Og det kan vi ikke for alvor få hul på, før vi liberaliserer ophavsretsloven, efter min mening, da den volder alt alt for store problemer.

Her tænker jeg ikke specifikt på, at din musik er ophavsretsbeskyttet, men på hele de sidste 70-80 års kulturhistorie som er bundet i ophavsretlige forhold, som er dybt forældede - hvoraf kun måske 5% endnu er kommercielt interessant i et industrielt masseproduktions perspektiv. Derimod rummer hele denne kulturarv (hvoraf meget er skattefinansieret) stadig værdi i "den lange hale" optik, som især kan udnyttes digitalt, af f.eks. dokumentarister, uddannelser, forskningsformål, formidlingsvirksomhed, journalister osv. Det er udnyttelsen af hele dette grå område, udenfor kommerciel interesse, men beskyttet på helt urimelige vilkår af ophavsretten, som forkætringen af "piratkopiering" umuliggør.

Bedste ønsker,
Morten :-)